Ægteparret Michael Eriksen og Kanuengnuch Kosriwong har i forvejen Tuk Tuk Thaimad på Aarhus Street Food. Foto: CSJ

Ægteparret Michael Eriksen og Kanuengnuch Kosriwong har i forvejen Tuk Tuk Thaimad på Aarhus Street Food. Foto: CSJ

Tuk Tuk Hørning åbner:

Billigt, hot og helt fra bunden

Ny takeaway-restaurant åbner i Hørning torsdag 19. september. Her kan man få thaimad, som den smager i Thailand

Af
Christina S. Johansen

Hørning Forvent thaimad lavet helt fra bunden. Forvent priser i den lavere ende af skalaen. Forvent mad, der sparker godt og grundigt til dine smagsløg. Forvent IKKE, at retterne er tilpasset de danske ganer.

Så har du opskriften på Tuk Tuk Hørning, som åbner torsdag 19. september på Nørre Allé 36 i Hørning.

"Vi laver altså thaimad, som thaimad nu engang smager - og det kan være ret så stærkt," fortæller Michael Eriksen, og hans kone, Kanuengnuch Kosriwong, fortsætter:

"Og selvom du har været turist i Thailand, så har du ikke smagt ægte thaimad," slår Nut, som hun kaldes, fast.

Dermed ikke sagt, at alle Tuk Tuk Hørnings retter brænder på tungen - alle kan være med. Er man sart, er der blot visse retter, man går udenom.

Butikstorvet kan noget

Det er bestemt ikke amatører, der nu slår dørene op på Hørning Butikstorv.

Michael og Nut har nemlig i tre år drevet Tuk Tuk Thaimad på Aarhus Street Food.

Idéen om en decideret takeaway-restaurant har dog længe rumsteret i ægteparrets hoveder.

Første tanke var Aarhus, men det gik de hurtigt fra igen.

"Priserne, størrelserne, parkeringen og konkurrencen gad vi ikke," siger Nut, og Michael fortsætter:

"Det ville også være lidt som at stjæle vores egne kunder. Det er der ingen idé i."

Derfor nåede restauratørerne altså frem til Hørning.

"Vi undersøgte, hvad der ellers lige var af takeaway-mad her og kunne se, at det mest var pizza. Og så fandt vi ellers det her lokale," siger Nut.

Parret, som bor i Kolt, kan især godt lide, at der på butikstorvet er mange forskellige typer butikker, så der tiltrækkes rigtig mange forskellige kunder til området.

Alt laves fra bunden hos Tuk Tuk Hørning. Foto: CSJ

Alt laves fra bunden hos Tuk Tuk Hørning. Foto: CSJ

Spis ude - også hverdage

Nut og Michaels mission er i høj grad at gøre Thailand lidt efter, i måden man dér går ud og spiser, forklarer Michael Eriksen:

"I Thailand spiser man meget ude - også på en helt almindelig hverdag, og priserne er så også ret lave. Den tanke kan vi godt lide," siger han.

Hos Tuk Tuk Hørning kan man eksempelvis derfor kun vælge mellem et par retter til frokost fra klokken 11-15. Til gengæld holdes prisen nede på 45 kroner, og hver dag skifter retterne.

Herefter kan man vælge fra det fulde menukort, som blandt andet tæller forårsruller, tempura, sushi, forskellige karryretter, nudelsuppe, pad thai og meget andet.

Er egentlig forsker

Nut er egentlig forsker i molekylær medicin, men da det var svært at få et arbejde, kastede hun sig først over at være tjener på en anden thai-restaurant, sidenhen rykkede hun i køkkenet, og så tog hun og Michael springet og åbnede på Aarhus Street Food.

"Jeg har jo altid godt kunnet lide at lave mad og det falder mig meget naturligt," fortæller Nut, der sammen med Michael vil befinde sig i Aarhus-restauranten, mens ansatte vil køre Tuk Tuk Hørning.

Åbningen fejres med tilbud og smagsprøver fra klokken 11 torsdag 19. september.

Publiceret 19 September 2019 11:10