Foto: Niels Åge Skovbo

Foto: Niels Åge Skovbo

Aarhusiansk par er Årets Folkehjælper:

De bragte genbrug til Danmark

Ruth Andersen og hendes afdøde mand er blevet hædret med pris. For 47 år siden åbnede de landets første genbrugsbutik

For 12. år i træk er Dansk Folkehjælps 'Årets Folkehjælper'-pris blevet uddelt, og i år er det et aarhusiansk ægtepar, der har opnået fortjent hæder.

Ruth Andersen og hendes afdøde ægtemand, sognepræst Herluf Andersen, har fået tilkendt prisen, skriver Dansk Folkehjælp i en pressemeddelelse.

Parret åbnede for 47 år siden landets første genbrugsbutik, og den eksisterer den dag i dag i Gl. Munkegade i Aarhus.

Alt overskuddet fra butikken går til Folkekirkens Nødhjælp, og siden åbningen for næsten et halvt århundrede siden har den sammen med cirka 120 andre butikker indsamlet en halv milliard kroner til hjælp for verdens fattigste.

"I Dansk Folkehjælp hylder vi dem, som helt uegennyttigt tager de første skridt mod en bedre verden og sætter sig store fodspor. Ruth og Herluf Andersen er derfor modtager af prisen Årets Folkehjælper 2019. Hvor er det fantastisk, vi i Danmark har mennesker, som i den grad forstår at skabe merværdi for tusindvis af frivillige - og trends der er til gavn for forbruger og miljø, men ikke mindst betyder, at mange foreninger og organisationer har fået mulighed for at hjælpe langt flere," siger generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem

Det var under en rejse til England i 1972, at parret blev inspireret af, hvordan en engelsk hjælpeorganisation solgte brugte effekter, og de tog hjem til Danmark og slog kort efter dørene op til landets første genbrugsbutik.

Hvad ægteparret næppe forudså var, at deres initiativ satte gang i en helt ny og hurtigt voksende trend i Danmark. Salg af genbrugstøj, brugsgenstande og brugte møbler fik enorm betydning for det arbejde, humanitære organisationer og foreninger driver. Ruth Andersen er stadig aktiv, og er stadig med i butikken i Aarhus.

I dag har hendes og husbondens arbejde sikret, at der årligt omsættes for over 600 millioner kroner i danske genbrugsbutikker, og at der findes over tusind genbrugsbutikker med mere end 25.000 frivillige.

dp

Publiceret 15 September 2019 09:36