Opgavebeskrivelse: Lene Dahl Hansen
Elev kirke
Mindfullness
Navne(n): Len Dahl Hansen
FOTO: Flemming Jeppesen, Fokus
Tekst: Alex
Sted: Elev v. Aarhus
Optagelsedato: 2017.10.27

Opgavebeskrivelse: Lene Dahl Hansen Elev kirke Mindfullness Navne(n): Len Dahl Hansen FOTO: Flemming Jeppesen, Fokus Tekst: Alex Sted: Elev v. Aarhus Optagelsedato: 2017.10.27

Præsteklumme: Ikke tale, bare snakke!

Af
Lene Dahl-Hansen

sognepræst i Lystrup-Elev kirker

præsteklumme September er lig med studiestart, når man bor i en by som Aarhus.

Det er ikke til at overse – det vrimler med flyttebiler, Ikea-trailere, (over)engagerede forældre og altså ikke mindst unge mennesker. De indtager bybilledet med deres tutorer, accenter fra nord, syd og øst Danmark og med nysgerrighed og gå-på-mod kaster de sig ud i deres nye næsten-voksne virkelighed.

Det er dejligt livsbekræftende at være vidne til – også deres diskussioner om aftensmadens indhold og budget i den lokale Netto. Ny by, nyt studie, by bolig, nye venner – sådan, tjek – nu er du i gang.

Og det går meget godt i starten, hvor de fleste er optagede af rus-arrangementer og af at komme på plads på det nye værelse, men snart melder hverdagen sig og for nogle også ensomheden. Cirka hver 10. ung i Danmark føler sig ensom, og det rammer ofte omkring studiestart.

Revet ud af dine vante rammer, uden familie, gamle venner, fritidsaktiviteter, fritidsjob og så videre. Alt det, du kendte og som satte struktur på din hverdag, er forandret, og at skulle starte på en ny tilværelse i en fremmed by og forholde sig til en masse nye mennesker er ikke lige nemt for alle. Det generelle pres i forhold til at skulle klare studiet på normeret tid, og i øvrigt helst klare det bedre end godt, kan komme til at stå i vejen for den nødvendige tid til at pleje eventuelle gamle relationer og det nødvendige overskud til at etablere nye.

Ingen af os, skaber vores tilværelse helt alene. Vi er alle sammen afhængige af, at der er nogen omkring os, som kender os, som støtter os, som vi kan være os selv sammen med og tør vise os overfor. Vi er afhængige af at blive set – ikke på So-Me måden, der hele tiden kaster vurderende øjne på alt, hvad vi foretager os – tvinger os til evig selvbetragtning, og som råber det hele, både succes og fiasko, ud til alt og alle, og nærer ikke mindst de unges tårnhøje krav til sig selv om at være en succes.

Men hvor i al verden har de fået den tossede idé fra, at de skal være så perfekte? Ja, mon ikke vi lige så stille har fået den plantet i dem – ligesom vi ofte selv ligger under for den?

Fordi vi alle tumler med ensomheden, er den også vores alle sammens ansvar, og den er jo ikke kun

forbeholdt ungdommen. Den kan slå ned i alle livsfaser – særligt de gange, hvor det velkendte og trygge rives væk under os, og vi mister fodfæste. Alle de unge efterlader sig for eksempel også et tomrum i de reder de forlader, og hos de forældre, som nu skal i gang med at redefinere deres rolle i tilværelsen.

Alt det skal vi turde snakke om. Igen og igen. Få sat ord på, hvorfor noget er svært. Stå ved AT det er svært. Turde vise vores sårbarhed og vores ind i mellem temmelig uperfekte liv frem – for vi kender det alle sammen. Sådan ser alle vores liv ud, når vi lige kradser den overfladiske fernis af og lader det ægte, levede, svære, ensomme, tunge men også i glimt ganske urimeligt vidunderlige liv komme til syne. I al dets mange facetterede forskellighed.

Publiceret 14 September 2019 07:30