Præsteklumme: Hvad rummer du?

Af
sognepræst Lars Lindgrav Sörensen

Tilst-Kasted

præsteklumme Hvem er min næste, altså det medmenneske jeg skal drage omsorg for?

Det er spørgsmålet.

Jesus svarer med en historie, og som med de fleste af Jesus’ historier, så er der altid en wauw-effekt indlagt. En overraskende pointe, der vælter tilhørerne omkuld og sætter fokus på ethvert menneskes væsen og praksis.

Første overraskelse i fortællingen om den barmhjertige samaritaner er, at præst og tempeltjener går forbi den nødstedte, mens den ildesete samaritaner hjælper. Anden overraskelse er, at Jesus spørger: Hvem af dem var den mands næste som faldt blandt røvere?

Det stakkels offer er ikke næsten, men det er samaritaneren. Det kunne betyde, at offeret hjælper hjælperen. Netop hans hjælpeløshed kalder medmenneskeligheden frem i samaritaneren. Og hjælperen må reagere, da han får medynk med manden. Hvad så med præst og tempeltjener? Ja, Jesus stiller i virkeligheden skarpt på de to, for der skete ingenting i deres hjerter ved synet af et offer. De forblev kolde, og de kunne ikke være mere ligeglade, sikkert fordi de havde vigtigere ting for – tjenesten for Gud i templet. Jesus har intet til overs for dette. Gud er ikke i templet, og Gud kunne ikke være mere ligeglad med deres tjeneste, når de ikke vil hjælpe et offer. Gud er, der hvor ét menneske hjælper et andet.

Derfor er wauw-effekten i Jesus’ fortælling, at præst og tempeltjener går forbi, og at spotlyset er på tilhørerne. Det vil sige, at hver enkelt lytter – også i dag – skal se ind ad. Er jeg en, der bliver berørt af et andet menneske nød?

Hør mere om det i en kirke nær dig på søndag.

Publiceret 14 September 2019 07:00