Kristian Würtz (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse. Arkivfoto

Kristian Würtz (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse. Arkivfoto

Rådmand om flytning af magistrat:

"Det rene nonsens"

Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Kristian Würtz (S), køber ikke de borgerliges argumenter for at flytte magistraten til sydbyen

Af
Danni Paulsen

De borgerlige i byrådet har bebudet, at de går ind til de kommende budgetforhandlinger med et ønske om en udflytning af Sociale Forhold og Beskæftigelse til et sted i Aarhus Syd.

Der vil være en økonomisk gevinst ved salg af blandt andet Jægergården bag Bruuns Galleri, og trængslen i midtbyen vil blive mindre, lyder argumenterne fra de borgerlige.

De argumenter køber rådmand Kristian Würtz (S) dog ikke. Det er hans magistrat, de politiske modstandere vil flytte med inspiration fra Blixens-kontorhuset i Gellerup, hvor Teknik og Miljø er blevet placeret.

"Vi er selvfølgelig parate til at diskutere det her, men jeg er skeptisk. Det er interessant, at lige præcis disse partier fremdrager Blixens som det gode eksempel. Det er et fremragende sted, men et dyrt sted, og hovedparten af de partier var imod at bygge det i sin tid. Så det er da lidt sjovt, at de har ændret holdning," siger Kristian Würtz.

Trafik-nonsens

Han mener især at argumentet med mindre trængsel i midtbyen er opfundet til lejligheden.

"Det er en virkelig dårlig begrundelse. At det skulle lette trængslen på vejene at flytte til Aarhus Syd, er det rene nonsens. Det vil forholde sig stik modsat. Der er en klar fordel med den placering, man har i midtbyen. Det er nemmest tilgængeligt for flest aarhusianere, så man vil få den stik modsatte effekt i forhold til trafik og tilgængelighed. Der bliver holdt tusindvis af møder med borgerne om ugen, og de er helt afhængige af den kontakt. Derfor er tilgængeligheden rigtig vigtig," siger han og understreger:

"Det er åbenlyst, at det vil være en ulempe for hovedparten af borgerne. Der kan godt være argumenter for en udflytning, og vi har også i dag forvaltningsenheder med borgerkontakt uden for midtbyen, men begrundelsen kan bare ikke være, at det bliver nemmere for borgerne og en lettelse for trafikken."

Økonomisk skepsis

Kristian Würtz forestiller sig ikke, at trafikken vil blive bedre, hvis andet erhverv rykker ind i magistratens nuværende kontorer, og så har han svært ved at få øje på den åbenlyse økonomiske gevint, de borgerlige forventer.

"Det savner jeg belæg for. Det koster ret mange penge at bygge og flytte. Og med alle de medarbejdere, der er i Sociale Forhold og Beskæftigelse, kan det hurtigt blive et byggeri, der er betydeligt større end Blixens i Gellerup. Jeg er skeptisk overfor, om det her er noget økonomisk guldæg - måske kan det være det modsatte," siger han og påpeger, at der er ting, der er vigtigere at bygge.

"Jeg synes, vi skal tænke grundigt igennem, om det er det her, vi vil bruge rigtig mange penge på. At bygge et kontorhus med plads til så mange arbejdspladser - i en situation, hvor vi også har brug for at have luft til at bygge skoler, daginstitutioner, botilbud til handicappede med mere. Jeg er i tvivl, om det er den rigtige prioritering."

De borgerlige forslagsstillere afventer i øjeblikket svar fra forvaltningen på spørgsmål, der skal afdække økonomien i forslaget.

Publiceret 13 September 2019 10:10