Melody Magpantay Lundgaard sælger de lækreste pashmina-tørklæder fra sin butik. Her har hun den mest solgte model om halsen, et ternet tørklæde.

Melody Magpantay Lundgaard sælger de lækreste pashmina-tørklæder fra sin butik. Her har hun den mest solgte model om halsen, et ternet tørklæde.

Pashmina fra Nepal til Risskov og ud i verden

På Rolighedsvej ligger en lille butik med de lækreste ægte pashmina-tørklæder

Af
Trille Skøtt-Jensen

Butik Den gør ikke meget væsen af sig, den lille butik på Rolighedsvej 45 b i Risskov. Her ligger der også en læge og et terapicenter, men to af vinduerne ud mod vejen tilhører Pashminawear. I det lille lokale sælger indehaver Melody Magpantay Lundgaard sine importerede pashminavarer fra Nepal.

Selv stammer den 30-årige ejer fra Filippinerne. Hun kom til Danmark, da hun som 20-årig var aupair hos en dansk familie. Der var hun i to år, og i den tid mødte hun sin mand, Nikolai. De har holdt sammen lige siden, og manden hjælper Melody med Pashminawears webshop.

"Men jeg laver alt det andet i forbindelse med butikken," siger hun med et smil.

Glæder sig til det bliver koldere

I den lille butik er der fyldt med sirligt foldede smukke sjaler i alverdens farver. Der hænger sweatre, ponchoer og der er hue og vanter. Sommeren er, måske naturligt, ikke den største salgsperiode.

"Nu glæder jeg mig til det bliver koldere, for der sælger vi mere," fortæller Melody til Lokalavisen Aarhus.

Pashminasjaler har tidligere været noget ekstremt luksuriøst og har kostet mange tusinde kroner. De pashiminaprodukter, som Melody sælger, produceres i Nepal, hvor en stor del af pashminaproduktionen ligger i dag. Hun har været i Nepal flere gang med sin mand og købe nye kollektioner.

"Jeg elsker Nepal og folkene der. Vi har omkring 30 damer, der sidder og væver for os. De er så dygtige. Og ved at give dem arbejde, så kan vi hjælpe dem også," fortæller hun.

Et rigtig pashmina

Et pashmina tørklæde i Melodys forretning koster 1.195 kroner. Alt er 100 procent pashmina eller cashmere. Man kan, over det meste af verden, købe tørklæder for meget mindre, og så står der også pashmina i. Så hvordan ved man, at man har et rigtigt pashmina i hænderne?

"Prøv og mærk her. Det skal være helt blødt, hvis vævningen føles bare lidt hård, så er det ikke rigtig pashmina, siger hun og lægger en florlet mosgrønt tørklæder i hænderne på Lokalavisens udsendte.

Det bløde, lette tørklæder falder venligt og mildt. Det er meget lækre tørklæder, som den lille butik er fyldt med.

"De er allesammen håndlavede og de væves laves af meget fine tråde. Jeg får meget stor hjælp af de kvinder, der laver dem. De er dygtige håndværkere," slår Melody Magpantay Lundgaard fast.

Hun sælger mest af et ternet tørklæde i blå, hvide og brune farver. I webshoppen sælger hun noget af det hele, og det sker det til meste af verden. Der er internetkunder fra både USA og de fleste lande i Europa.

"Der er ikke så stor konkurrence på det her marked i Danmark. Og der er kunder til det over hele verden," fortæller hun.

Kom ind i butikken i Risskov

Siden maj har det handlet om den lille butik i Risskov. For håbet er, at der kommer flere lokale ind og ser de lækre, bløde stoffer.

"Vi har haft et lille showroom et andet sted i Risskov, men der kom ikke nogen forbi. Her ligger vi ud til vejen, og der er både folk, der går og cykler forbi. Og der er også nogen, der kommer ind og kigger. Det er de meget velkomne til. Jeg vil gerne have mange flere herind," siger den venlige indehaver.

Hun har en fast og sikker drøm om, at hun kan leve af at at sælge pashmina/cashmere varer fra webshoppen pashminwear.dk og fra den lille butik på Rolighedsvej. Hun har haft sit firma siden 2015 og mærker hele tiden udvikling.

"Jeg kan ikke leve af det helt endnu, men til efteråret regner jeg med, at jeg går fuldtid ind på det," siger Melody.

Se mere på pashminwear.dk

Publiceret 01 September 2019 07:00