Tøffe med hustru til Dansk Fodbold Award i 2017. I dag fejrede han sin 50 års fødselsdag i Aarhus. Foto Henning Bagger Ritzau/Scanpix

Tøffe med hustru til Dansk Fodbold Award i 2017. I dag fejrede han sin 50 års fødselsdag i Aarhus. Foto Henning Bagger Ritzau/Scanpix Scanpix Denmark

Tøffes fødselsdag blev fejret med frikadeller og fadøl

På sin 50-års fødselsdag holdt Stig Tøfting åbent-værthus på Søren Bruun

Af
Jonas Hvid

JP Aarhus

Fødselsdag Mænd med tatoveringer på halsen, i nakken eller andre steder. Kvinder i stiletter. Jakkesæt og skjorter blandet med jeans og t-shirts. Tidligere fodboldstjerner, stamkunder på værtshuset og gamle venner.

Alle sammen havde de taget imod den tidligere AGF- og landsholdsspiller Stig Tøftings invitation til at komme og fejre hans 50-års fødselsdag onsdag eftermiddag på værtshuset Søren Bruun lige over for Sct. Pauls Kirke.

Omkring 60-70 af gæsterne var trukket uden for værtshuset, hvor der med fede typer var skrevet fødselarens kælenævn og alder: ”Tøffe, 50 år”. Uden for stod de foran en opstillet bar, og flere tog vejen i brug. Fra den anden side af gaden bragede sangen og tonerne fra en fyr med en guitar ud fra højtalere.

"Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Om der kun kom nul gæster – det ville være det værste. Eller om der kom så mange, at trafikken ville gå i stå."

Stig Tøfting, tidligere AGF- og landsholdsspiller

Fødselsdagen vakte opsigt. Busser kørte langsomt forbi. Forbipasserende cyklister og fodgængere kastede nysgerrige blikke efter de mange folk med fadøl og frikadeller i hænderne.

Den brogede skare af fremmødte fødselsdagsgæster og store opmærksomhed om åbent-værtshus-arrangementet var helt i tråd med Stig Tøftings livsforløb, der har været mere kulørt end de flestes: At have været en kendt professionel fodboldspiller med base i Aarhus og AGF, siddet i åbent fængsel for vold, forbindelser til rockere, mistet et barn kort tid efter fødslen, som 13-årig fundet sine forældre døde, m.m.

Eftermiddagen igennem gik Stig Tøfting rundt mellem gæsterne, som fik krammere, blev spurgt om de hyggede sig og opfordringer:

"Husk at tage en frikadelle."

500 frikadeller

Der blev også uddelt stikpiller:

"Har du skiftet garderobe. Du ligner et blafferbarn," lød Stig Tøftings bedømmelse af den tidligere landsholdsspiller Frank Pingel, som var klædt i en blå cardigan med hætte.

Fødselaren selv bar en hvid t-shirt og lyseblå jeans med huller i.

Også Thomas Gravesen, som Stig Tøfting spillede på landsholdet med, mødte op. I en hvid Mercedes cabriolet.

Gavebordet bugnede af vin. Her stod også et gør-det-selv-værktøjssæt og et billede og hæfte fra to kvinder, som han havde gået i folkeskole på N. J. Fjordsgadeskole med. Stig Tøfting grinede af, at han ifølge hæftet ville være politimand, når han blev stor.

En time inde i det to timer lange arrangementet gjorde Stig Tøfting status:

"Det har været super-fint. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Om der kun kom nul gæster – det ville være det værste. Eller om der kom så mange, at trafikken ville gå i stå. Det ville ikke være så godt, for så fik vi nok ballade med politiet," sagde Stig Tøfting, der havde købt 500 frikadeller og lige så mange fadøl på Søren Bruun, som han tidligere har været medejer af.

Fødselaren, der i dag er fodboldkommentator, glædede sig over, at gamle klassekammerater, fodboldkollegaer og mange andre troppede op.

På lørdag fejrer han sine 50 år med en lukket fest for 200 inviterede gæster i Viby.

Publiceret 14 August 2019 20:30