Illustration Link arkitektur

Illustration Link arkitektur

Storcenter Nord i kæmpe udvidelse

Lokalplan, der skal give plads til blandt andet stor biograf og 250 boliger, skal i høring

Af
Trille Skøtt-Jensen

Udvidelse Onsdag vedtog byrådet at sende en storstilet lokalplan for udvidelse af Storcenter Nord i offentlig høring. Det betyder, at Storcenter Nords areal kan blive fordoblet.

Projektet, der har været undervejs i et par år, skal nemlig give Storcenter Nord og Salling Group, der er grundejer, lov til at udvide og udbygge.

Men for at byggeriet overhovedet kan påbegyndes, så skal lokalplanen for området laves om. For projektet overskrider både højde og tæthed i forhold til kommuneplanen.

250 boliger og biograf

Planen er at udvide storcenteret ud mod Finlandsgade og mod Helsingforsgade med butikker, boliger og erhverv. Boligblokkene vil variere mellem fem og seks etager høj mod Finlandsgade og Helsingforsgade.

Der er planlagt op til 250 boliger i området. Boligtyperne vil være alt fra 1- rums studieboliger til penthouselejligheder. Alle boliger får altan.

Mod Helsingforsgade skal der indrettes 1.200 kvadratmeter erhvervslejemål.

I højden, ovenpå centret, skal der etableres biograf i to etager og med flere sale.

Ny indgang

I lokalplanen står der, at biografen skal bidrage som attraktiv oplevelse i samspil med shopping, caf og bespisning. Der bliver også mulighed for at lave udeservering.

Den eksisterende indgang vil blive skrottet. Den nye indgang kommer på hjørnet af Finlandsgade og Paludan Müllers vej

Hele lokalplanområdet er 3,2 hektar stort.

Et næsten enigt byråd sendte lokalplanen i offentlig høring.

Kun Enhedslisten de Rødgrønne kunne ikke tiltræde.

"Dengang det blev vedtaget at lave centret, der var det en aftale med Salling Group og byrådet, at det skulle indrettes sådan, at det ikke totalt kvaste den lokale handel. Formuleringen var, at det her ikke måtte blive et ekstra Bilka. Det er ved at blive et ekstra Bilka, med alt hvad det medfører af lokal erhvervsstruktur og trafikstruktur. Enhedslisten træder op imod det," sagde Viggo Jonasen.

Publiceret 12 August 2019 14:00