Den lille passage ved Rolighedsvej går ned til Risskov Strandpark. Men mellem stranden og Rolighedsvej kører letbanen. Foto: Google Maps

Den lille passage ved Rolighedsvej går ned til Risskov Strandpark. Men mellem stranden og Rolighedsvej kører letbanen. Foto: Google Maps

Letbanens sikkerhedsforanstaltninger udsat for hærværk:

"Det er livsfarligt"

Aflåsninger og hegn er blevet ødelagt ved Rolighedsvej i Risskov. Letbanen beder naboer om at kontakte politiet, hvis man ser den slags hærværk

Aarhus Letbane har endnu en gang konstateret, at der er blevet begået hærværk mod nogle sikkerhedsforanstaltninger ved Rolighedsvej i Risskov.

Aflåsninger og hegnet ved banen er blevet opbrudt og ødelagt, skriver Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.

"Det er forbundet med livsfare at krydse letbanens spor ved Rolighedsvej. Letbanetogene vejer 50 tons, er næsten lydløse og passerer Rolighedsvej med høj hastighed. Det er derfor Aarhus Letbane og Banedanmark har afspærret overgangen yderligere, da de tidligere låse også blev brudt op. Aarhus Letbane vil på det kraftigste advare mod at fjerne eller ødelægge afspærringerne og appellerer naboer og andre til at ringe til politiet, hvis man opdager, at nogle er i gang med at øve hærværk mod afspærringerne," skriver letbaneselskabet.

Rolighedsvej går parallelt med stranden i Risskov, og hegnet er formentlig brudt op, så strandgæster hurtigere kan komme ned til vandet.

Aarhus Letbane opfordrer borgerne til at benytte en mere sikker rute over banelegemet i stedet for at spare 300 meters gang.

"I stedet henvises til den autoriserede overgang ved Badevej, der ligger blot 300 meter længere mod syd. Den overgang er med bomme og advarselstavler. Det omfattende hærværk er ikke kun ulovligt, der blæses også på sikkerheden - ikke blot for én selv, men også for andre som efterfølgende lokkes til at anvende overgangen. Ødelæggelserne må opfattes som bevidst hærværk, da det må være langt nemmere at bevæge sig 300 meter længere mod syd end at ødelægge flere låse, kæder og hegn," skriver selskabet.

Der har tidligere været en gangbro på stedet, men den er blevet fjernet af Banedanmark, da der skal anlægges en ny og mere sikker overgang samme sted og en ny station ved Risskov Strandpark er på tegnebrættet.

dp

Publiceret 06 August 2019 15:10