Jesper Christjansen snittede bolden i AGF-målet til 1-1. Få minutter senere stod der 2-1 til Lyngby.

Jesper Christjansen snittede bolden i AGF-målet til 1-1. Få minutter senere stod der 2-1 til Lyngby. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

Se målene:

Skidt sæsonstart cementeret med nyt AGF-nederlag

AGF udnyttede ikke spilovertag i store dele af kampen mod Lyngby

Af
Danni Paulsen

Chancerne var til meget mere, men da kampen blev fløjtet af, talte de røde tal på måltavlen sit tydelige sprog.

2-1 til oprykkerne fra Lyngby, og dermed bevarer AGF et endnu mere skuffende tal; 1 point i tabellen.

Efter fire kampe ligger aarhusianerne således i bunden af Superligaen sammen med Esbjerg og Silkeborg, hvor sidstnævnte dog stadig har et nul på pointkontoen.

Lyngby var et mandskab, der på alle parametre skulle besejres på det tætpakkede stadion nord for København, og efter første halvleg så det også ud til at blive en formsag.

Blot otte minutter gik der, før Jón Dagur Thorsteinsson fik sparket bolden op i nettaget efter et fladt indlæg ind i feltet.

Dominansen var slående efter scoringen, og gæsterne fra Aarhus sprudlede offensivt, men formåede ikke at få kvalitet i afslutningerne.

Den slags straffes ofte i fodbold, og det var tæt på kort før pausefløjtet, men AGF'erne holdt stand.

Efter pausen var der dog en helt anden gnist over det chanceskabende hjemmehold, mens udeholdet slet ikke kunne få kontrol på samme måde som i de første 45 minutter.

Da kampuret rundede 67 minutter var forsvaret helt overmatchet i feltet på et hjørnespark, der først blev snittet ind i feltet og herefter snittet ind i målet af Lyngbys Jesper Christjansen.

Blot tre minutter senere så forsvaret igen forfærdeligt ud, da en sjusket clearing endte hos en Lyngby-spiller, der kunne sende bolden direkte ind i panden på en fri og totalt umarkeret Frederik Gytkjær, som headede hjemmeholdet på sejrskurs.

AGF øgede presset eftertrykkeligt, mens Lyngby lurede på omstillingerne, men det markante spilovertog og de utallige halve chancer kunne ikke konverteres til en udligning, og dermed måtte de detroniserede AGF'ere atter tage sig til hovedet i afmagt efter tredje smalle nederlag i træk.

"Vi skal formå at lukke kampen i de første 25 minutter. Vi har masser af muligheder, men vi har ikke været dygtige nok til at udnytte dem i de første kampe, må vi bare erkende. Jeg synes, vi mangler bid i vores angreb, og det skal jeg have løst," sagde David Nielsen til TV3 Sport efter kampen.

Se målene fra kampen herunder:

Publiceret 05 August 2019 21:10