Else Vidkjær er kommet i forsamlingshuset hele sit 69-årige liv. I dag er hun aktiv i bestyrelsen og kender om nogen historien i det gamle hus. Her bladrer hun i gamle billeder

Else Vidkjær er kommet i forsamlingshuset hele sit 69-årige liv. I dag er hun aktiv i bestyrelsen og kender om nogen historien i det gamle hus. Her bladrer hun i gamle billeder

130 års fødselsdag i det gamle forsamlingshus

Lillering Forsamlingshus fylder år, og det bliver fejret med fest

Af
Trille Skøtt-Jensen

Fødselsdag I Danmark er der omkring 1.000 forsamlingshuse tilbage. Det antages, at der tidligere har været det dobbelte. Det var dengang, hvor hver landsby havde sit eget forsamlingshus. I landsbyen Lillering i det vestlige af Aarhus Kommune har borgerne stadig deres forsamlingshus.

Lillering er en landsby, som i gamle dage havde en lille skole og en købmand. De er væk i dag. Men forsamlingshuset er tilbage. Det gør ikke meget væsen af sig. Det er kun på postkassen, man kan se, at det er Lillering Forsamlingshus, man er kommet til. Bogstaverne, der før stod på tilbygningen, der kom til i 1978, er blevet pillet ned på et tidspunkt Og siden har der ikke været råd til nye bogstaver.

"Men der er vist noget om, at nogen er ved at finde ud af noget," fortæller Else Vidkjær.

Hun er 69 år og er barnefødt i Lillering. Alle hendes barndomsfester er blevet holdt i forsamlingshuset, og hun husker især tilbage til juletræsfesterne, som noget helt særligt.

"I dag har vi ikke juletræsfester, men mange lokale bruger huset," fortæller hun, da Lokalavisen Aarhus er på besøg.

Else Vidkjær står her i tilbygningen fra 1978 foran to ud mange rammer med billeder og minder fra store begivenheder i forsamlingshuset.

Else Vidkjær står her i tilbygningen fra 1978 foran to ud mange rammer med billeder og minder fra store begivenheder i forsamlingshuset.

Gik i skole i forsamlingshuset

Anledningen er naturligvis det 130-års jubilæum, som det lille forsamlingshus kan fejre. Der kommer en stor fest i august i den anledning. Else står for at arrangere det. Hun er en af de lokale kræfter, der sørger for, at der stadig er et samlingspunkt i det lille bysamfund.

"Jeg kæmper for, at forsamlingshuset får lov at overleve. Men det er svært, for der sker jo så meget rundt omkring os. Der er mange tilbud i dag til familier, som vi ikke kan tilbyde," fortæller Else.

For længe siden, da Else var lille pige, var der skolestue for den mindste klasse i forsamlingshuset.

"Ja, her sad jeg," siger hun med et lille smil og fører armen rundt i det lille baglokale, hvor der i dag står et par borde og stole.

Dengang var der også en bestyrerinde af forsamlingshuset, og hun havde en lille lejlighed på loftet.

Alle steder hænger der billeder, der afslører, at der er levet mange gode timer i huset. Billeder af dilettantgrupper fra 40'erne og 50'erne. Billeder af glade børn til juletræsfest og afdansningsbal. Der er også whistklubben, som stadig holder til i forsamlingshuset. Det samme gør bankoforeningen, og der er fællesspisning flere gange om året.

For der sker stadig dejlige ting i huset. Men altså ikke helt så mange som før. Og det gør det svært for økonomien.

"Vi trænger til at få et nyt tag og få renoveret køkkenet, men det er jo to store poster, og de penge har vi ikke lige nu," fortæller Else Vidkjær.

Stort set hele byen bakker op om huset. For næsten alle er medlem af forsamlingshuset og betaler et beskedent kontingent årligt. Gode sponsorer sørger også for, at der blandt andet er kommet nye stole til. Men nye sponsorer er velkomne. For forsamlingshuset er slidt og trænger til en meget kærlig hånd.

"Men det fungerer fint, og vi har mange, der holder konfirmation, bryllup og fødselsdage. Især omkring konfirmationstiden er vi godt booket," fortæller Else.

Plads til 100

Der er service og siddepladser ved bord til 100 personer. Der er en scene i det store rum, og der er herre- og dametoilet. Rygepolitikken regulerer sig selv.

"Folk ryger jo ikke inde længere. De går allesammen udenfor, så det har vi ikke problemer med," siger Else.

Men et egentligt rygeforbud er der ikke.

Den store jubilæumsfest foregår lørdag den 17. august. Fra klokken 14 er der aktiviteter for børnene, og der er kaffe og kage, sponsoreret af Harlev Bageri. Om aftenen er der grillfest fra klokken 18, og senere på aften er der dansemusik af Larsen Duo. Se mere på hjemmesiden www.lilleringforsamlingshus.dk

Publiceret 28 July 2019 07:00