Juicy Latinos.

Juicy Latinos. Foto: Aarhus Update

Madanmeldelse: Street food som giver mening - kald det, hvad du vil, det smager fremragende

Trods glemt kød er madanmelderen tilfreds med besøget hos Juicy Latinos på Street Food

Af
Jan L. Pedersen

madanmeldelse Forleden var jeg forbi Juicy Latinos, som holder til i Aarhus Street Food. De fik mig i godt humør. Metoden var god service og mad, som var sjælden godt tilberedt. De er ifølge dem selv et latinamerikansk grillkøkken, hvor de har en åben grill indendørs.

Nu er Latinamerika et kæmpe område, som tæller de lande, hvor de officielle sprog er spansk, portugisisk og fransk. Det strækker sig fra Mexico til Chile og Argentina. Så der er tale om en vis frihed på menukortet, hvilket også er tilfældet hos Juicy Latinos.

Det nemme valg

Menukortet virker meget autentisk, men det er jo underordnet, hvis maden ikke smager godt. Vi valgte tre tacos. Hjemmelavede, bløde, blå-majstortillas med meget lidt guacamole, salsa, lidt iceberg salat og syltede rødløg. Der er fem forskellige valgmuligheder til fyld, hvoraf en er vegansk. Vi valgte oksekød. En fin omgang, uden vil faldt ned af stolen over smagen.

Tre tacos.

Tre tacos. Foto: Aarhus Update

Burrito.

Burrito. Foto: Aarhus Update

Ikke helt i top

Argentinsk grill bestod af flanksteak, spareribs, chorizo, et, lille stykke majs, kartofler og salat. Det blev serveret med chimichurri salsa - en stærk en af slagsen. Kødet var okay mørt. Specielt flanksteaken. Chorizoen var velsmagende og lettere spicy. Spareribsene var for fede. Alt for fede. Dem må der lige tjekkes op på, ellers drop dem. Det er de færreste som vil betale ret meget for svinefedt. Salaten var en anelse overflødig, men hørte sig til. Prisen var 110 kroner for en god omgang kød.

Argentinsk grill.

Argentinsk grill. Foto: Aarhus Update

Vinderen var en stor burrito delt i to. Hvedetortillaen var veltilberedt, varm og velsmagende. Den var fyldt med oksekød, bønner, ris, chunchy nachos, salat og habanero-mayo. Sammensætningen var vel afstemt og spillede godt sammen. Den var høj klasse, og nok den bedste burrito jeg har smagt i Aarhus. Aner faktisk ikke, hvad der præcis gjorde udslaget. Den var lidt spicy, men ikke meget. Den kunne noget, og doseringen var en drøm.

De glemte en vigtig detalje

Alle kan jo glemme, men at glemme kødet til den mexicanske gryderet, carne con chili, var lige at stramme den. Vi ledte og ledte efter kødet i den ellers så velsmagende omgang. Der var bønner, ris og tomatsauce, men intet kød. Efter vi havde finkæmmet den, gik vi op til verdens flinkeste mand i boden og spurgte, om han kunne se kødet. Han skraldgrinede og sagde; Nej, kød skal man kunne se på lang afstand. Han undskyldte og sagde, at man skal også lave det hele selv. Han var for alvor gavmild med kødet nu. Det var pivmørt kød, med markant grillsmag.

Carne con chili.

Carne con chili. Foto: Aarhus Update

Sympatiske priser

Politikken hos Aarhus Street Food er, at man kan købe et måltid mad til 50 kroner. Det holder også hos Juicy Latinos. Tre tacos kostede 70 kroner. Argentinsk grill 110 kroner, carne con chili til 50 kroner og en stor burrito til 80 kroner. 310 kroner for mad til tre personer var, hvad vi betalte. Vi blev mætte. Ikke overmætte. Men fint mætte.

Aarhus Street Food.

Aarhus Street Food. Foto: Aarhus Update

Vurdering

Alt i alt en god oplevelse til trods for, at de glemte kødet i den ene servering. Ellers spillede resten fint. Det er herlige folk, der står i boden hos Juicy Latinos. Livsglade og stolte. De laver god mad, og til prisen er der smæk for skillingen. Et måltid mad til 50 kroner er en meget lav pris i dagens Danmark.

Maden hos Juicy Latinos.

Maden hos Juicy Latinos. Foto: Aarhus Update

Vi talte med nogle ved siden af os, som ikke mente, det var autentisk mexicansk mad. Men Juicy Latinos gjorde det godt, og diskussionen om deres mad er mexicansk eller ej er ligegyldig i min verden, da maden smagte godt.

En brandvarm anbefaling ryger afsted til Juicy Latinos. De tør være sig selv, og har noget at byde på. Vi kommer snart igen.

8000 Aarhus

Juicy Latinos

  • Ny Banegårdsgade 46 (Rutebilstationen)

Publiceret 20 July 2019 10:00