Træner Mickey Svendsen har store forventninger til Mansouria Derai til EM. Her ses de til Dutch Open i 2018

Træner Mickey Svendsen har store forventninger til Mansouria Derai til EM. Her ses de til Dutch Open i 2018

Det er kun de bedste af de bedste, der kommer afsted

Risskov Taekwondo Klub sender tre unge fra Aarhus til EM i Spanien

Af
Trille Skøtt-Jensen

Europamesterskab De er dygtige hos Risskov Taekwondo Klub. Så dygtige at landsholdstræneren har udtaget hele tre unge taekwondo-kæmpere fra klubben til at deltage i Europamesterskaberne i Spanien for det danske landshold. Det er første gang, at klubben sender så mange afsted.

Den yngste er 15-årige Malik Freijeh. Han skal til sit første EM og stiller op i gruppen for unge mellem 15 og 17 år. Malek har trænet taekwondo, siden han var 10 år og har de sidste tre år taget henholdsvis guld, bronze og sølv til de danske mesterskaber. Han er bidt af taekwondo.

"Mit mål er, at jeg skal være med til OL i 2024," siger han til Lokalavisen Aarhus.

Han er glad for at være med på landsholdet, hvor det kun er "de bedste af de bedste", der bliver udtaget. Og han har tænkt sig at gå til kampene med nysgerrighed.

"Jeg glæder mig til at opleve, hvordan et EM er. Så jeg vil bare kæmpe og nyde det. Jeg vinder jo ikke, men jeg tror, jeg har en chance. Denne gang vil jeg bare lære af dem som skal bliver senior næste år," siger Malek.

Den plan er hans træner, Mickey Svendsen fra Risskov Taekwondo Klub, enig i.

"Han er jo den mindste i gruppen. De andre, han kæmper imod, har prøvet det før og er større end ham. Men jeg tror på ham, han kan tage nogle kampe," fortæller træneren.

Søskendepar på landsholdet

Udover Malek så sender Risskov Taekwondo Klub to søskende afsted. Begge skal kæmpe i gruppen for unge mellem 17 og 20 år. Og det er i den gruppe, at træneren håber på medalje.

"Vores pigekæmper, Mansouria Derai på 18 er lige blevet student. Hun er den mest erfarne af dem, der skal afsted. Det er hendes femte mesterskab. Min forventning er, at hun kommer langt. Hun kan vinde det hele," siger træneren.

Mansourias storebror 20-årige Amine Derai er også udtaget til landsholdet.

"Han er erfaren, men det er første gang, han har kvalificeret sig til mesterskab. Men jeg tror nu også, han kommer langt," siger Mickey Svendsen.

Der er flere taekwondo-klubber i Aarhus og kun en anden klub, som har fået udtaget en pige til at deltage i EM. Risskov Taekwondo Klub er klubben fra Aarhus med flest på landsholdet.

"Vi er bare bedre end de andre. Vi har gode sponsorer og god økonomi i baglandet. Det er dét, der gør, at vi kan komme ud og kæmpe med andre og komme på træningslejre i udlandet. Og så har vi mange gode på holdet, der kan presse hinanden." forklarer Mickey Svendsen om klubbens succes med landsholdet.

Publiceret 11 July 2019 07:00