Der er 'fuld ild' på Jan Hammers teltudlejning i Gl. Egå.

Der er 'fuld ild' på Jan Hammers teltudlejning i Gl. Egå.

Hammer-fedt:

Lokal tv-kendis har fundet ny niche og gør snart comeback på skærmen

Jan Hammer fra Gl. Egå, der blev landskendt i DR's populære 'Rigtige Mænd', har brugt programmet som et springbræt til en succesfuld erhvervskarriere med eget firma

Af
Kim Skovrup Andersen

Erhverv 50-årige Jan Hammer er taknemmelig over sin tv-berømmelse, som han fik, da han over to omgange deltog i DR's seersucces 'Rigtige Mænd'. Det var en programserie, der fulgte fem halvtykke, jyske håndværkeres kamp for en sundere livsstil.

De fem gutter fra DR's 'Rigtige Mænd' har stadig kontakt og holder stadig foredrag. Fra venstre mod højre er det: Jonas Iversen, Jan Hammer, Søren Holm, Palle Enevoldsen og Lindy Aldahl. Arkivfoto: Jens Lohmann/MakeitBee Production.

De fem gutter fra DR's 'Rigtige Mænd' har stadig kontakt og holder stadig foredrag. Fra venstre mod højre er det: Jonas Iversen, Jan Hammer, Søren Holm, Palle Enevoldsen og Lindy Aldahl. Arkivfoto: Jens Lohmann/MakeitBee Production.

Hans kendte ansigt har nemlig åbnet flere døre, end den uddannede murer, brandmand og skraldemand kunne turde drømme på.

Jan Hammer har efterfølgende sammen med sin kone Annemarie grundlagt 'Den rigtige murermester', og det er med det firma, at han har kastet sig ud i udlejning af festtelte.

Som han selv udtrykker det "er der kogt suppe på tv-hønen."

"Vi ligger vandret og sætter telte op i et væk. Og hvis det fortsætter, skal jeg til at ansætte nogle flere. Jeg ved selvfølgelig godt, at en stor del af succesen skyldes tv. Men man kommer altså også langt med smil, gode grin og generelt godt humør. De fleste føler nok, at de kender mig fra fjernsyn, og jeg slipper aldrig for at snakke om 'Rigtige Mænd' hver evig eneste gang, jeg er ude for at sætte de her telte op eller andet. Det har jeg heller ikke noget imod. Det er positivt," fortæller Jan Hammer, som også arbejder som brandmand i Aarhus Airport. Her er der lange vagter, og derfor kan det lade sig gøre at drive et firma ved siden af, når der skal afspadseres.

Det er dog mest i weekenderne, Hammer sætter festtelte op i det østjyske.

En rund idé

Det var i forbindelse med den lokale tv-kendis egen runde 50 års fødselsdag i august 2018, at den nye forretningsidé udfoldede sig.

"Jeg lejede et telt til min egen fødselsdagsfest. Det så sgu så nemt ud, så jeg endte med at købe det af ham, der stillede det op. Og så var jeg i gang. I dag ejer jeg seks telte, og de er konstant udlejet, så sommerferien er udskudt til efteråret," siger han og fortsætter:

"Min revisor siger, at jeg kraftedeme har gjort det godt. Alle indkøbte telte er tjent hjem, og der er overskud, så det er jeg da lidt stolt af. Men vi har også kløet på," fastslår han.

TV-tiden har givet nogle ekstra tatoveringer på læggene. Både efternavnet og 'Fuld ild'-sloganet.

TV-tiden har givet nogle ekstra tatoveringer på læggene. Både efternavnet og 'Fuld ild'-sloganet.

Med 'vi' mener han udover konen også den 19-årige søn Phillip, der netop er blevet student.

"Han holder sabbatår nu og skal mere med rundt. Han siger, det bliver sjovt at arbejde med den gamle. Jeg glæder mig også, for det giver et tættere forhold at arbejde sammen," siger Jan Hammer, der stadig kæmper med vægten som i tv-programmerne.

Mere TV til efteråret

"Jeg er blevet opereret i mit venstre knæ for nylig, så det er svært at motionere og holde vægten," siger han.

Hammer vender tilbage på skærmen til efteråret, for der er DR-folk, som har været forbi for at optage her i sommerperioden. Men endnu er det for tidligt at afsløre, hvad det er for noget.

"Der er forskellige ting under opsejling," lyder det hemmelighedsfuldt fra Jan Hammer.

Publiceret 09 July 2019 10:00