Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør for Politikens Lokalaviser.

Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør for Politikens Lokalaviser.

Chefredaktørens klumme:

Et magtfuldt aarhusiansk trekløver

Wammen, Bundsgaard og Joel sidder nu med nøglerne til rigtig mange beslutninger med konkrete konsekvenser for Aarhus, og det er glædeligt. Særligt set i lyset af at både Joel og Bundsgaard tidligere har peget på, at Folketinget har en særlig forkærlighed for København

Tre aarhusianske mænd sidder i dag så højt placeret i det danske politiske system, at vi som aarhusianere godt kan forvente, at al den kærlighed, som hidtil er blevet tildelt hovedstaden i så rigelige mængder, endelig begynder at tilflyde Aarhus.

De tre magtfulde mænd er:

Borgmester Jacob Bundsgaard. Udover at være borgmester i landets andenstørste kommune, så er Jacob Bundsgaard også formand for Kommunernes Landsforening. Det er den interesseorganisation, der lægger arm med regeringen i forhold til det kommunale råderum. Eksempelvis hvor høj en kommuneskat en kommune må tage, eller hvor mange penge må man bruge på at bygge nye skoler og institutioner. Her sidder borgmesteren og forhandler direkte med finansministeren, der efter regeringsskiftet hedder Nicolai Wammen, og som efter sigende er en rigtig gode venner med Jacob Bundsgaard.

Finansminister Nicolai Wammen er flyttet fra den jyske hovedstad og til København. Men han har dybe rødder i byen. Jobbet som finansminister er efter sigende landets næstmest magtfulde politiske job efter statsministeren. Her sidder Nicolai Wammen og skal administrere fordelingen af de mange milliarder, som staten kradser ind i skat, moms og andre afgifter. Det er også i finansministeriet, man kan tage stilling til, om der eksempelvis skal ydes en særlig økonomisk støtte til store anlægsprojekter - eksempelvis en Marselistunnel. Så mon ikke de herrer Wammen og Bundsgaard kan få sig en god snak om lidt statslig støtte til den efterhånden strengt nødvendige tunnel?

Tredje stærke mand fra Aarhus er Jens Joel. Jens Joel fik godt nok ikke nogen ministerpost, til gengæld blev han formand for Folketingets Finansudvalg. Udvalget holder øje med den generelle økonomiske politik, der føres i Danmark, og drøfter den med finansministeren. Derudover har udvalget en central rolle i det statslige budget- og bevillingssystem, herunder bevillinger til særlige projekter - som eksempelvis en Marselistunnel!

Det er som sagt tre yderst magtfulde aarhusianere, der nu sidder med nøglerne til rigtig mange beslutninger med konkrete konsekvenser for Aarhus, og det er glædeligt. Særligt set i lyset af at både Jens Joel og Jacob Bundsgaard tidligere har peget på, at Folketinget har en særlig forkærlighed for København.

Og så en rigtig god sommer herfra til dig, kære læser. Jeg vender tilbage i uge 33.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 09 July 2019 13:00