Jón Dagur Thorsteinsson. Foto: AGF

Jón Dagur Thorsteinsson. Foto: AGF

Officielt: AGF køber islandsk landsholdsspiller

AGF har købt islænding hos Fulham

AGF-fansene skal til at lære at udtale et nyt islandsk navn. Med tidligere spillere som Aron Jóhannsson, Kári Árnason, Helgi Sigurðsson, Ólafur Kristiánsson og senest Björn Daniel Sverrisson skal de dog nok få det lært.

Navnet er Jón Dagur Thorsteinsson, og det lyder nok ikke helt fjernt for Superliga-kendere, idet den 20-årige midtbanespiller i seneste sæson huserede i Vendsyssel FF.

Islændingen var i det nordjyske på et lejeophold fra Fulham, men nu har den aarhusianske klub frikøbt ham hos englænderne.

Thorsteinsson har tre A-landskampe på CV'et og har fået en treårig kontrakt i AGF.

"Thorsteinsson er en ung og meget spændende spiller, der besidder en række offensive kvaliteter. Han er en spiller, som både kan skabe chancer for sine medspillere og selv score mål. Jon kommer også med fart og dynamik i sit spil - læg dertil en fremragende sparketeknik, som vi allerede har set eksempler på i Superligaen. Så vi glæder os rigtigt meget til at se ham i den hvide trøje," siger sportschef i AGF, Peter Christiansen, i en pressemeddelelse.

Islændingen selv betegner AGF som en stor klub.

"Jeg er rigtig glad for, at det er lykkes at komme til AGF, der er en stor klub med et spændende hold. Fra mit år i Superligaen har jeg ved selvsyn kunnet konstatere, hvor fantastisk en opbakning AGF har, og hvor stor en klub det er i Danmark, og jeg glæder mig nu til at komme til Aarhus og vise mig frem foran tilhængerne," siger han.

Islændingen betegner sig selv som en offensiv midtbanespiller.

"Jeg spiller mest på kanten eller inde på midten. Jeg er en offensiv hårdtarbejdende spiller, der holder af at være tæt på mål og med, hvor tingene sker:"

I den forgangne sæson i Superligen blev det til tre mål og to assist.

dp

Publiceret 25 June 2019 17:22