Foto: Google Street View

Sur smiley og stor bøde til Aarhus-bageri:

Spindelvæv, mørke belægninger og rådne jordbær

Fru Nielsens Bageri på Trøjborg havde slet ikke styr på rengøringen, da Fødevarestyrelsens kontrolteam kom på besøg

Af
Jonas Wrede Hansen

Det var bestemt ikke et særlig hygiejnisk syn, der mødte Fødevarestyrelsens kontrolteam, da de tirsdag i sidste uge besøgte Fru Nielsens Bageri, der ligger i Tordenskjoldsgade på Trøjborg. Både i kælderlokaler og i selve bageriet var rengøringen så dårlig, at Fru Nielsens Bageri nu har fået en sur smiley samt en bøde på 10.000 kroner. Det fremgår af den offentliggjorte kontrolrapport fra besøget.

I bageriet blev der på hylder i et kølelokale således fundet belægninger med gamle produktrester. På et kølemøbel ved kølerummet var der skimmel-lignende vækst ved lågerne, og i bunden af kølemøblet blev der endda fundet rådne jordbær.

"På kølebord ved vindue ses skimmellignende vækst mellem lågerne og på lågernes lister. På gulvet under inventar og op ad inventar-ben findes flere steder sorte plamager af gamle produktrester," står der i kontrolrapporten.

I kælderlokaler, hvor der opbevares fødevarer, blev der konstateret støv og mørke belægninger på gulvet.

"Hylder er fedtede og støvede, og der ses spindelvæv," fremgår det desuden af kontrolrapporten.

Flere sure smileys og bøder

Det er ikke første gang, at bageriet på Trøjborg er i Fødevarestyrelsens søgelys. Fra 2015 til 2016 fik Fru Nielsens Bageri ifølge JP Aarhus tre sure smileys, bøder og en politianmeldelse for forfærdelige forhold i bageriet, der blandt andet bestod af for gammelt vand, dårlig rengøring og for høje temperature i køleskab med pålæg, ost og mælk.

Fødevarestyrelsens besøg fik dengang bageriet til at ansætte et nyt rengøringsselskab, men det har tilsyneladende ikke hjulpet på forholdene. I hvert fald er der ifølge den nyeste kontrolrapport stadigvæk beskidt i det aarhusianske bageri.

Da Lokalavisen Aarhus fredag morgen ringer til bageriet for at få en kommentar til kontrolrapporten, bliver det ret hurtigt meddelt, at bagermesteren ikke har tid til at snakke med avisen.

"Men jeg skulle sige, at der er blevet rettet op på det, og at bagermesteren snakkede med Fødevarestyrelsen i onsdags," fortæller en kvindelig ansat i bageriet.

I Fødevarestyrelsens rapport har Fru Nielsens Bageri følgende bemærkning til besøget:

"Rengøringsfirmaet vil blive kontaktet straks, og der følges op over for personalet, således at forholdet forbedres."

Publiceret 21 June 2019 10:25