Foto: Nordic Seaplanes

Foto: Nordic Seaplanes

Nyt forslag: Enhedslisten kræver elektrificering af Vandflyveren

Tilladelse til vandflyvning skal betinges af elektrificering, mener Enhedslisten i Aarhus

Den populære vandflyver hos Nordic Seaplanes, der mestendels fragter mennesker mellem Aarhus og København, skal flyve på elektricitet eller en hybrid-løsning.

Sådan lyder kravet fra Enhedslisten i Aarhus, der fremsætter et nyt forslag i byrådet.

Partiet vil have, at elektrificering af vandfly indgår i den kommende grønne transportplan, og at kommunen fastsætter en tidshorisont for, hvornår en tilladelse til vandflyvning skal betinges af, at flyet er elektrificeret.

"Vi ser bestemt ikke nogen grund til at hænge i bremsen på den grønne omstilling. Og en hurtig og rettidig elektrificering vil desuden fremtidssikre vandflyvingen fra Aarhus," siger Peter Hegner Bonfils, byrådsmedlem for Enhedslisten.

Partiet henviser til nordamerikanske Harbour Air, som har annonceret elektrificering af flåden.

"Luftfart er en af de alvorlige knaster i den grønne omstilling, men det gør det kun mere påtrængende at få indført fossilfri teknologiske løsninger," skriver Enhedslisten i en pressemeddelelse.

dp

Publiceret 20 June 2019 11:08