Dronning Margrethe modtages af borgmester Jacob Bundsgaard ved regentparrets ankomst til sommerresidens i Aarhus i 2012.

Dronning Margrethe modtages af borgmester Jacob Bundsgaard ved regentparrets ankomst til sommerresidens i Aarhus i 2012. Arkivfoto: Axel Schütt/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Dronningen kommer med Dannebrog til ferie i Aarhus

Aarhus Kommune giver dronningen en festlig velkomst

Af
Trille Skøtt-Jensen

Hendes Majestæt Dronningen ankommer tirsdag 25. juni klokken 11 med Kongeskibet Dannebrog til Aarhus Havn, hvor der er officiel modtagelse. Det vil, som altid, blive festligt og højtideligt, når dronningen modtages.

Men der er en forskel i år.

"I år er det overlagt til kommunen at stå for at arrangere velkomsten. Tidligere var det Statsforvaltningen, der stod for ankomsten," fortæller pressechef for Borgmesterens Afdeling, Niels Buch Johannsen.

Selvom det formelt er en anden instans, der nu står for velkomsten, så vil alting være, som det plejer. Kun én ting vil ændre sig.

"Før var det statsforvaltningsdirektøren, der tog imod og udbragte det nifoldige leve. Nu er det borgmesteren," fortæller pressechefen.

Allerede sidste år var ansvaret for modtagelsen kommunens, men på grund af ændringer i dronningens kalender kom hun ikke med kongeskibet, men i stedet for med fly.

Starter sommerresidens

Dronningen kommer til Aarhus, fordi hun starter sit årlige sommerophold på Marselisborg Slot. Eller som det hedder på dronningesprog: Hun starter sin sommerresidens. Det betyder, at hun residerer fra Aarhus, men det er ikke ensbetydende med, at hun holder ferie. For det gør hun aldrig. Hun er stadig dronning, selvom hun har dage uden arrangementer i kalenderen.

Det bliver 1. viceborgmester Camilla Fabricius (S) der vil tage imod dronningen og udbringe et nifoldigt leve. Borgmesteren er nemlig på venskabsbesøg på Grønland den dag. Udover 1. viceborgmesteren vil andre repræsentanter fra myndigheder i Aarhus være til stede. Blandt andet fra politi og militær.

Ved den officielle ankomst vil der også være faner og musik. Fanerne kommer fra Soldaterforeninger fra Aarhus og Omegn og fra Danmarkssamfundet. Hjemmeværnets Musikkorps i Aarhus vil spille.

Om solen vil komme frem, ved kun vejrguderne.

Publiceret 17 June 2019 16:00