Lars Boje Mathiesen (NB) kommer ikke til at ændre sin stil i Folketinget, garanterer han. Pressefoto

Lars Boje Mathiesen (NB) kommer ikke til at ændre sin stil i Folketinget, garanterer han. Pressefoto

Lars Boje Mathiesen kan fortsætte spradebasse-stilen i Folketinget:

"Det er fandme fedt"

Lærer og tidligere byrådsmedlem Lars Boje Mathiesen er officielt medlem af det danske parlament

Af
Danni Paulsen

"Det er fandme fedt!"

Lars Boje Mathiesen slår en stor latter op. Han er fuldt ud klar over, at han bander i et interview, og at det ikke ligefrem er kutyme for folketingspolitikere.

Men den politiske spradebasse fra Harlev er ligeglad. Han er - især fra sin tid i Aarhus Byråd - kendt for ikke pakke sine udtalelser ind i politiske floskler, og den stil har han tænkt sig at holde fast i.

"Jeg bliver jo aldrig politisk korrekt, og det kommer jeg heller ikke til at være i Folketinget. Det kan godt være, at det gør mig upopulær på Christiansborg, men jeg er til for borgerne og ikke politikerne," slår den 44-årige politiker fast.

Med 2,36 procent af stemmerne kom Nye Borgerlige ind i Folketinget i første hug, og den østjyske spidskandidat har fået et af fire mandater med 2.372 personlige stemmer.

Nu vil han bruge sin nyvundne titel som folketingsmedlem til at blotlægge især én af mærkesagerne: At danskernes skattekroner ikke bliver brugt fornuftigt.

"Jobbet giver mig en platform til at fortsætte mit arbejde gennem seks-syv år med at prøve at stille magthaverne til ansvar for de beslutninger, de træffer. Jeg er gået ind i politik for at kæmpe for, at borgerne bliver sat før systemet. Politikerne skal prioritere deres midler anderledes, end de gør nu, og de skal være til for folket, hvilket jeg ikke mener, de er. Jeg vil gå knaldhårdt til dem," understreger Lars Boje Mathiesen, der i sin tid i byrådet (både for LA og NB) var kendt for at have sin dokumentation i orden, når han argumenterede.

"Som MF'er vil medierne være langt mere interesserede i min dagsorden, og den vil være faktabaseret, som den altid har været. Selv mine politiske modstandere anerkender, at jeg har styr på mine fakta og tal, og det vil jeg blive ved med at have," konkluderer han.

Ekstremisme

Nye Borgerliges håb forud for valgdagen var, at Lars Løkke Rasmussen kunne fortsætte som statsminister - helst med den nye dreng i klassen som parlamentarisk grundlag. I så fald kunne partiet måske have fået politik igennem, men med et markant rødt flertal ser det svært ud.

Lars Boje Mathiesen glæder sig dog alligevel til en rolle i opposition.

"Vi vil bruge de mandater, danskerne har givet os, til at tale ægte, borgerlig politik. Det mangler der. Modsat andre, der har et troværdighedsproblem, kommer vi ikke til at sælge ud af de borgerlige værdier."

Partiet gik ind til valget med tre ufravigelige krav til en kommende statsminister. Et totalt asylstop, et krav om selvforsøgelse hos udlændinge og at kriminelle udlændinge skal udvises efter første dom.

Den politiske linje har været kritiseret hårdt af næsten samtlige partier, og det har Lars Boje Mathiesen også måttet kæmpe mod i valgkampen.

"Flere har haft meget travlt med at kategorisere os som ekstreme, men det kan jeg ikke andet end grine af. Det er langt mere ekstremt at gå til valg på at beholde verdens næsthøjeste skattetryk. Det kalder jeg ekstremt. Ligeledes at gå til valg på, at udenlandske, kriminelle voldtægtsforbrydere kan komme tilbage ud i det danske samfund og fortsætte deres gerninger. Dét er da ekstremt," siger han.

Bliver i Aarhus

Den lange valgkamp har trukket store veksler på hjemmefronten, og det kommer det nye job i den grad også til at gøre, erkender Lars Boje Mathiesen.

"Jeg havde aldrig gjort det, hvis min klippe derhjemme, min kæreste, og mine to piger ikke havde givet mig deres velsignelse."

Og nu skal der pendles i stor stil, for han afviser at gøre som så mange andre folketingspolitikere; at flytte tættere på hovedstaden.

"Det kommer aldrig til at ske. Jeg elsker Østjylland. Min kæreste arbejder på AUH, mine børn går i institution, og det er her mine venner og base er. Det laver vi ikke om på."

Faktisk havde han sågar håbet på at kunne beholde sit job som lærer på Ellevangskolen, men det, erkender han, er nok utopi.

"Vi fik fire mandater, så arbejdsbyrden bliver rigtig tung. Havde vi fået otte-ti, ville jeg prøve at bevare det. Både fordi jeg elsker at undervise, men også fordi vi har for mange politikere, der aldrig har lavet andet end at være politikere. Og det kan betyde, at den politik, de driver, ikke er baseret i virkeligheden. Mit ønskescenarie er, at vi kan have deltidspolitikere, og jeg håbede på at gå forrest, men med en fire mand stor folketingsgruppe skal vi hver især have rigtig mange ordførerskaber, så det bliver svært."

Publiceret 06 June 2019 19:07