Heidi Bank taler til Lokalavisens valgmøde om Aarhus Universitetshospital. Til venstre Katrine Robsøe (RV) blev også nyvalgt i Folketinget, og der var genvalg til Jens Joel (S).

Heidi Bank taler til Lokalavisens valgmøde om Aarhus Universitetshospital. Til venstre Katrine Robsøe (RV) blev også nyvalgt i Folketinget, og der var genvalg til Jens Joel (S). Foto: Anders Michaelsen

Bank med på yderste mandat:

Vælger både byråd og Borgen

Heidi Bank nød godt af Venstres gode valg og fik det sidste af partiets folketingsmandater i Østjylland. Hun fortsætter samtidig i byrådet i Aarhus Kommune

Af
Jeppe Rafn

Heidi Bank fra Højbjerg er blevet valgt ind i Folketinget for Venstre.

Venstre havde et godt valg i Østjyllands Storkreds og fik valgt seks kandidater ind i Folketinget mod fire ved valget i 2015. Det kom Heidi Bank til gode, for hun blev valgt ind på det yderste sjette mandat med 2.943 personlige stemmer.

"Jeg var ikke kommet ind, hvis Venstre ikke havde haft så godt et valg," fortæller Heidi Bank kort tid efter, valgresultatet blev offentliggjort.

"Jeg var ude at klippe plakater ned, da jeg hørte det. Jeg er utroligt glad for, at så mange borgere har vist mig den tillid, at jeg skal prøve at påvirke samfundet. Jeg synes, det er noget særligt ved at være politisk valgt, at nogle har betroet, man skal gøre sig umage for dem. Det forpligter, at en masse borgere håber og ønsker, man skal skabe gode resultater for Østjylland og Danmark."

Bliver i byrådet

Heidi Bank bor i Højbjerg sammen med sin mand Per Bank, der er direktør i Salling Group, og deres to sønner på 17 og 20 år. Og det bliver hun ved med.

"Ja, det er der, min familie har slået rødder."

46-årige Heidi Bank er relativ ny i politik og blev valgt ind i Århus Byråd ved kommunalvalget i november 2017. Hun har tænkt sig at blive siddende i byrådet, selvom hun nu også bliver medlem af Folketinget.

"Jeg er villig til at lægge rigtig mange timer i det politiske arbejde, og jeg tror også, der er nogle synergier i at sidde både i byrådet og Folketinget. Jeg får lettere adgang til viden i Folketinget, som jeg kan bruge i byrådsarbejdet, og det tror jeg ikke, man skal undervurdere. Nu skal jeg ind og lære noget af de garvede kræfter på Borgen og blive dygtigere," siger det nyvalgte medlem af Folketinget.

Mærkesager

Heidi Bank fortæller her om nogle af sine mærkesager:

Bynær natur: "Der skal langt mere fokus på den bynære natur. Vi skal beskytte de rekreative områder i byerne."

Ældre: "Vi skal have flere varme hænder på ældreområdet, og de ældre skal ikke bare proppes ind i kasser, men behandles som individer med frie valg, når de får brug for hjælp."

Familieliv: "Vi skal have bedre rammer for et godt familieliv for familier med små børn.

Erhvervsliv: "Vi skal have fokus på erhvervslivets fokus til gavn for os alle."

Publiceret 06 June 2019 20:29