Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør for Politikens Lokalaviser.

Chefredaktørens klumme:

"Situationen på AUH nærmer sig en katastrofe"

Ugens klumme fra Claus Krogh handler igen om den alvorlige situation på Aarhus Universitetshospital i Skejby

Lad mig starte med en række citater fra den forgangne uges historier i Lokalavisen om katastrofebesparelserne, som er ved at blive rullet ud over Aarhus Universitetshospital (AUH):

"Ja, det er rigtigt. Jeg har sagt, at det er en fejl, at AUH skal effektivisere for otte procent." Citatet er fra regionens øverste politiske chef, regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

"Jeg deler den bekymring, for det er tydeligt, at situationen på AUH er så alvorlig, at det risikerer at gå ud over patienter og personale." Citatet er fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

"Den situation vi ser, er helt uholdbar. Vi ved, at der i forvejen er skåret helt ind til benet på hospitalet." Citatet er fra direktør i Danske Patienter, Morten Freil.

Jeg tænker ikke, det er helt forkert at antage, at netop disse tre mennesker ved mere om sygehusvæsnet end du og jeg, kære læser, gør i almindelighed. De har hver for sig en dyb indsigt og ved tilmed en del om, hvad det er, der er ved at ske på AUH.

Og de er enige: De besparelser, der er ved at blive rullet ud over AUH, er for voldsomme og kommer til at gå ud over patienterne. Nu skulle man jo så tro, at når tre så betydningsfulde personer giver udtryk for, at det er for meget, så stoppede man med at fyre fok og satte sig til bordet og arbejdede sig frem til en løsning, hvor patienternes tarv var i højsæde.

Men det sker ikke. Der nedlægges ubesatte stillinger og uddeles fyringer på livet løs på AUH. Og nu begynder det så for alvor at gå ud over patienterne. Vi tager lige et citat mere:

"Inden for de sidste uger har jeg haft to patienter, der har sagt til mig, at de havde haft feber, men ikke ringede til os, fordi de ikke ville forstyrre, og fordi de vidste, at vi har travlt. Jamen, det går jo ikke." Citat Helle Bonde sygeplejerske på kræftafdelingen på AUH.

Årsagen til, at det "ikke går", og at det kan være livsfarligt, hvis patienterne ikke ringer, når de har feber, er, at hvis man er i kemobehandling kan feber være livstruende. Derfor SKAL patienterne ringe.

Situationen på AUH nærmer sig en katastrofe, og ingen gør noget for at forhindre katastrofen i at indtræffe. Lokalavisen Aarhus afholder onsdag den 22. maj klokken 18.30 et vælgermøde på Dokk1. Her vil fem politikere og et panel med blandt andet læger fra AUH debattere krisen på det knap så super sygehus. Og du kære læser - du er hermed inviteret. Se mere her.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 21 May 2019 15:00