Regionsrådsformand Anders Kühnau (S). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Regionsrådsformand mangler en milliard:

Alvorlig og akut situation på AUH

"Jeg kan ikke engang garantere, at det ikke kommer til at ramme de alvorligt syge, hvis ikke vi får en hjælpende hånd," siger Anders Kühnau (S)

Af
Danni Paulsen

Årsagen til, at Aarhus Universitetshospital i år skal spare 325 millioner kroner, er, at hospitalet risikerer et underskud på 425 millioner, fordi man ikke fik gennemført planlagte besparelser i 2018 på grund af den dyre udflytning.

Men hullet i kassen er langt større end det. Torsdag kom det frem, at prisen for flytningen og ibrugtagningen af det nye hospital beløber sig til en milliard kroner.

Det er udgifter, man aldrig har taget højde for, og som kun kan tages fra driften af AUH eller andre hospitaler i regionen, hvis regeringen ikke giver en hjælpende hånd, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

"Regionen og staten burde have forudset, at det koster noget, når man lægger fire hospitaler sammen i en sygehusby på størrelse med Ribe. Det er en klar fejl, som vi sammen må rette. Jeg beder ikke om at få en milliard, men at staten afholder 60 procent, ligesom den har gjort med byggeriet," siger Kühnau med et nødråb til regeringen og understreger, at AUH har overholdt alle budgetter i forhold til det nye hospital.

Får hospitalet ikke hjælp, bliver konsekvenserne voldsomme.

"Vi har simpelthen nået grænsen nu. Vi kan ikke undgå, at det kommer til at ramme patienterne. Jeg kan ikke engang garantere, at det ikke kommer til at ramme de alvorligt syge som kræft- og hjertepatienter, hvis ikke vi får en hjælpende hånd. Situationen er alvorlig og akut, og det kan ikke være rigtigt at en engangsudgift i den her størrelsesorden bare skal tages fra driften på et hospital. Det kan man simpelthen ikke rumme oveni alle de andre krav, der er," siger regionsrådsformanden.

Forstår frustrationen

Uanset hvad står AUH i den aktuelle situation, at der stadig skal spares 325 millioner kroner. Og det anser Anders Kühnau for at være urealistisk.

"Jeg tror faktisk ikke, det er realistisk, at AUH kan finde alle de penge i år. Derfor må vi kigge grundigt på den plan, der kommer fra hospitalsledelsen. Vi politikere har sagt, at det ikke må gå ud over den styrkeposition og profil, som AUH har. Ej heller forringe arbejdsmiljøet, så vi ikke kan rekruttere og fastholde medarbejdere. Vi kan ikke bare gennemføre besparelser over hals og hoved for så stort et beløb, hvis det er urealistisk. Det kommer ikke til at ske."

Hos de tusindvis af ansatte på supersygehuset er frustrationerne nået til en højde, hvor flere er begyndt at søge væk, mens mange af medarbejderne offentligt kritiserer spareplanerne og maler dystre fremtidsudsigter.

Regionsrådsformanden kan godt forstå, hvis ansatte føler, buen er spændt til bristepunktet, og arbejdsglæden er væk.

"Jeg kan desværre nikke genkendende til, at vi allerede mister dygtige medarbejdere. Vi skal have stoppet den onde spiral, vi kan ende i, og derfor går jeg ud med dette nødråb. Vi har brug for midlertidig hjælp. Jeg hører, hvad der bliver sagt, og jeg tager det meget, meget alvorligt."

Publiceret 10 May 2019 10:00