Præsteklumme:

Omsorg eller ødelæggelse?

Af
Mia Knudsen

sognepræst Tranbjerg

præsteklumme Så kort kan livet med andre mennesker beskrives ifølge teologen K.E. Løgstrup.

Vi mennesker er nemlig hinandens verden, siger Løgstrup. Vi har magt over hinanden, og den magt kan vi bruge vidt forskelligt til omsorg eller til ødelæggelse. Nogen tredje mulighed findes ikke.

Løgstrup levede fra 1905-1981, og hans kongstanke var, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets liv i vores hånd.

Løgstrup var en tænker, der blev bemærket i sin samtid, og hans bog "Den etiske fordring" udkom i hele 21 oplag. Løgstrups tanker anvendes stadig inden for uddannelse for eksempel som sygepleje og psykologi.

Løgstrup er i offentligheden særligt kendt for begrebet "suveræne livsytringer". Kærlighed, barmhjertighed, tillid og talens åbenhed er ifølge ham suveræne livsytringer, som sker spontant, og som vi udfører uden bagtanker.

Budskabet er lige så banalt, som det er basalt – i mødet med hinanden vælger vi hver eneste gang, om vi vil smile, få øjenkontakt eller slå blikket ned og vende ansigtet bort.

Det minder næsten om hundeopdragelse – der er så mange signaler i vores kropssprog - at vi uden ord sender og modtager massevis af informationer fra hinanden, bare vi passerer hinanden i brugsen.

Om tilgivelse skriver Løgstrup for eksempel, at det netop gælder om ikke at sige: ”Jeg har tilgivet dig”, for dermed viser man bare, at man de facto føler sig overlegen. I stedet for skal vi opføre os sådan, at den anden kan se, at vi igen er OK med hinanden.

Dette evige samspil med medmenneskene gør, at vi er udleveret til hinanden i både glæde og i lidelse. I kristendommen er mennesket nemlig aldrig subjekt – altid objekt. For da Jesus understregede næstekærligheden, som grundstenen i vores tro, så gjorde han dermed vores forhold til hinanden til det endegyldigt eneste sted, hvor vores forhold til Gud afgøres. Med andre ord – kalder du dig kristen, så må du også vise det i din omgang med andre mennesker. I kristendommen aflastes man kort sagt fra sin selvoptagethed.

I kristendommen møder vi altfavnende barmhjertighed, og en kærlighed der er så stærk og ubetvingelig, at den ikke spørger om den, som kærligheden gælder nu også er værdig.

Vi kan ikke kræve noget af vores næste – kun af os selv.

Omsorg eller ødelæggelse – vi vælger selv, hvad vi vil kræve.

Publiceret 05 May 2019 06:00