48-årige Gustav Juul, kendt fra tv-programmet Luksusfælden, er valgt som kandidat til Folketinget af Venstre i Aarhus N. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzaus Scanpix

48-årige Gustav Juul, kendt fra tv-programmet Luksusfælden, er valgt som kandidat til Folketinget af Venstre i Aarhus N. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzaus Scanpix Scanpix Denmark

Tv-vært stiller op til Folketinget i Aarhus-kreds

Gustav Juul skal være Venstres kandidat i Aarhus Nord

Han er kendt for at gennemtrawle danskeres dårlige økonomi og hjælpe dem med at komme på fode igen, men uden for tv-skærmen er han også politisk aktiv.

48-årige Gustav Juul, der er mest kendt for sin værtsrolle i TV3-programmet Luksusfælden gennem flere sæsoner, stiller op til det kommende folketingsvalg, og det gør han for Venstre i Aarhus.

Venstres kredsbestyrelse i Aarhus Nord har her kort før det kommende folketingsvalg indstillet Gustav Juul som kandidat, og han som præsenteres for medlemmerne 1. maj, skriver partiet i en pressemeddelelse.

"Jeg er af kredsbestyrelsen blevet tilbudt at blive folketingskandidat for Venstre i Aarhus Nord kredsen. Et tilbud jeg med glæde har takket ja tak til. Nu afventer opstillingsmødet på onsdag, hvor kredsens medlemmer skal tage endelig stilling. Jeg er helt med på, at med maksimalt halvanden måned til folketingsvalget, så skal der arbejdes benhårdt for, at jeg kan opnå valg. Jeg håber og tror på, at jeg kan bidrage til Venstres kampagne i Østjylland, og jeg ser frem til at blive en del af et stærkt kandidathold," siger Gustav Juul.

Han er opvokset på Fyn og bor i dag i Værløse med sin hustru Mette Juul, som han har to voksne sønner med.

Ved siden af jobbet som tv-vært, sidder Gustav Juul i byrådet i Furesø Kommune i sin anden periode, og her er han gruppeformand for Venstre. Men han har dog en reel tilknytning til den jyske hovedstad.

"Min fødselsattest siger Fødselsanstalten Århus, og jeg trådte mine første barnesko i forstaden Mundelstrup, så jeg har en klar forventning om at blive taget godt i mod i kredsen. Efter opstillingsmødet venter alt det praktiske arbejde, og jeg glæder mig til at komme ud og møder vælgerne. Det bliver en kort men intens valgkamp for mig. Mange af mine med-kandidater har brugt et til to år på at forberede sig, så jeg har en del der skal indhentes," siger Gustav Juul.

Det sene kandidatvalg og den korte forberedelse får også kredsbestyrelsesformanden Vibeke Christensen til at håbe, at statsministeren venter med at trykke på valgknappen.

"Vi er i kredsbestyrelsen virkelig glade for, at vi har fundet en kandidat, der har gode liberale holdninger, og flere års erfaring fra det kommunalpolitiske arbejde. Vi glæder os til samarbejdet i og vi får rygende travlt med at få alt det praktiske på plads inden valget udskrives. Valgplakaterne er det første vi skal have bestilt. Lige nu krydser vi fingre for at Lars Løkke trækker valgudskrivelsen så længe som muligt," siger hun.

Publiceret 30 April 2019 07:24