Den svenske virksomhed VOI sender 150 elektriske løbehjul på gaden i Aarhus.

Den svenske virksomhed VOI har sendt 150 elektriske løbehjul på gaden i Aarhus. Pressefoto

El-løbehjul har indtaget Aarhus: Politikere betvivler deres klimavenlighed

Socialdemokratiet har sendt en såkaldt '10-dagesforespørgsel' til Teknik- og Miljø med spørgsmål omkring de nye elektriske løbehjul, der kan lejes i Aarhus

Af
Jonas Wrede Hansen

Det er nok de færreste aarhusianere, der har deres daglige gang i det centrale Aarhus, som ikke er stødt på folk, der kommer kørende på hurtige el-løbehjul. Siden Teknik- og Miljø for en måned siden indgik en aftale med den svenske virksomhed Voi om, at deres elektriske løbehjul kan udlejes i byen, er det allerede blevet populært.

Det er dog ikke alle, der er lige begejstret for løbehjulene. Hos Socialdemokratiet er man i tvivl om, hvorvidt løbehjulene overhovedet er en god idé set med de grønne briller på. Årsagen er, at det for nylig kom frem, at dem, der kører rundt i København, kun holder i to til tre måneder, før de skal udskiftes. Det får Anders Winnerskjold, Camilla Fabricius og Louise Lindskrog, som alle er medlem af Aarhus Byråd for Socialdemokratiet, til at sætte spørgsmål ved holdbarheden af de aarhusianske el-løbehjul. De kommer nemlig fra samme svenske leverandør, som løbehjulene i København.

"Såfremt løbehjulene ikke lever mere end 2-3 måneder, er dette hverken grønt eller bæredygtigt," slår de fast i en såkaldt '10-dagesforespørgsel', som de har sendt af sted til Teknik- og Miljø.

De er interesserede i at høre, hvilken dialog magistratsafdelingen for Teknik og Miljø har haft med leverandøren omkring løbehjulenes levetid.

"Hvordan vil rådmanden(Bünyamin Simsek (V), red.) sikre, at løbehjulene ikke udskiftes efter blot få måneders levetid," spørger de tre socialdemokrater i forespørgslen.

En '10-dagesforespørgsel' skal, som navnet antyder, besvares skriftligt inden 10 hverdage. Alle byrådsmedlemmer har mulighed for at stille spørgsmål til borgmesteren eller en rådmand. De tre socialdemokrater sendte deres '10-dagesforespørgsel' afsted mod magistratsafdelingen for Teknik- og Miljø 25. april.

Publiceret 29 April 2019 20:25