Præsteklumme:

De tomme rum

Af
Johannes Schweppenhäuser Bech-Hansen

sognepræst i Skelager Kirke

Præsteklumme Vi er i kirken måske en anelse ængstelige for at blive glemt. At ingen vil kunne huske, hvem vi er og hvad vi kan, hvis ikke vi fægter vildt med armene og råber højt om alle vores gode intentioner. Og gode intentioner dem har vi virkelig! Og vi er villige til at gå langt for at bevise det. Endda langt uden for vores såkaldte komfortzone viser det sig mere og mere. Hvis præsten i gamle dage var lidt som en sur krebs med kirken som det sikrende skjold, præsten nødigt forlod, fordi det var meget farligt ude i virkeligheden – ja så synes der nu en tendens til, at præsterne er blevet mere modige til at bevæge sig ud af kirken og i al deres blottede sårbarhed gøre sig tilgængelige, hvor der er brug for dem ude i det samfund, de er en del af.

Alt i alt tror jeg, at man må sige, at det er en positiv udvikling, der har gjort afstanden mellem kirken og de mennesker, der bruger kirken kortere. Vi er blevet bedre til at være i øjenhøjde med det omkringliggende samfund. Det er godt.

Midt i snakken om alt det nye og gode kirken og præsterne gør, glemmer vi at tale om den store stabile kvalitet, der ligger fast og urokkeligt i landskabet: Kirkerne.

Men at præsterne er blevet bedre til at komme ud af deres kirkerum og er blevet bedre til at være tilstede, der hvor skoen trykker, det betyder dog ikke, at vi er helt klar til at sige farvel til vores elskede bygninger. Midt i snakken om alt det nye og gode kirken og præsterne gør, glemmer vi at tale om den store stabile kvalitet, der ligger fast og urokkeligt i landskabet: Kirkerne. De tomme kirker når der ikke er aktivitet i dem. Kirkerne bare som de er som rum, som de står smukke og tomme og venter på, at nogen kommer stille ind og sætter sig i dem og er passive et kort stykke tid. De står åbne for os alle og er skabt til, at man herinde kan finde den ro til fordybelse, som det kan være så svært at finde rum til i det forpustede samfund uden for kirkedørene. Og så er de endda forskellige alle sammen. Med forskellige særpræg og helt forskellige stemninger. Vi taler altid om, at vi skal have kirkerne fyldt, men i virkeligheden er noget af det bedste en tom kirke, hvor der ikke sker noget som helst. Den tomme kirke er det meditative rum, vi alle har brug for i vores liv. Prøv bare at gå derind, man slipper endda for præsterne, vi er ude og lave alt muligt aktivitet i omverdenen.

Publiceret 27 April 2019 06:00