René Gimm læser til fysioterapeut og vil gøre træning i Åbyhøj billig og sjov. Foto: Birgitte Wagner Olsen

René Gimm læser til fysioterapeut og vil gøre træning i Åbyhøj billig og sjov. Foto: Birgitte Wagner Olsen

Studerende starter udetræning op i Aarhus:

"Det bliver lige modsat fitnesscentret"

René Gimm vil lave sit eget studiejob ved at tilbyde udetræning i Åbyhøj Park

Af
Anders Munk Povlsen

Hver tirsdag kan folk fremover få mulighed for at få sved på panden i Åbyhøj Park. I hvert fald hvis det står til 24-årige René Gimm. Han vil skabe sit eget studiejob ved fra tirsdag den 30. april kl. 18 og samtlige tirsdage fremadrettet at tilbyde ’Outfit træning,’ som han kalder det.

”Jeg har haft nogle fine studiejobs. Men Jeg kan godt lide at være kreativ og udvikle idéer. Jeg kan godt lide at undersøge et marked, få øje på en målgruppe også prøve at fange den, siger René Gimm om sit projekt.

På udkig efter sponsorer

Træningen er målrettet næsten alle, der vil være med. René vil således tilpasse øvelserne til hver enkelt deltager til træningerne.

”Alle, der har lyst til at træne og få sved på panden på en anderledes og sjov måde, kan være med. Jeg vil dog gerne undgå, at folk er under 15 år. Det bliver ikke en legeplads for børn. Man skal kunne løbe to kilometer uafbrudt, det betyder dog ikke noget i hvilken fart. Men man skal kunne bevæge sig, fordi der kommer nogle øvelser, hvor man skal bruge kroppen,” siger René Gimm.

Træningen kommer i høj grad til at fokusere på øvelser, hvor det kun er kroppen, der skal bruges, men håbet er at samle sponsorer til en cykelvogn og andre remedier.

”Man behøver ikke at bruge andet end sin krop for at træne. Men dermed ikke sagt at træningen ikke kan udvides, hvis man har nogle remedier for eksempel i form af nogle kegler, overtrækstrøjer, sjippetov og sådan nogle ting. Så jeg er i gang med at finde nogle sponsorere, som vil sponsere det” siger René Gimm.

René Gimm kommer oprindeligt fra Herning, men flyttede sidste år til Aarhus for at læse til fysioterapeut.

”Jeg har boet i Åbyhøj, siden jeg kom til Aarhus, og jeg er vildt med kvarteret. Det er også derfor, jeg vil gøre det her projekt lokalt,” siger han.

Åbyhøj Park, hvor træningen skal foregå. Foto: Birgitte Wagner Olsen

Åbyhøj Park, hvor træningen skal foregå. Foto: Birgitte Wagner Olsen

Billig og sjov træning

Træningen kommer til at have det sociale i fokus. Der vil maksimalt være 12 deltagere til hver træning, for at bibeholde træningens niveau. Hvis der kommer flere deltagere, vil der blive oprettet hold flere tidspunkter om ugen.

”Folk kan forvente sig en sjov og social træning. En træning hvor man, gør tingene sammen. Det bliver lige modsat fitnesscentret, hvor man står alene i spejlet og løfter tunge vægte. Her der dyster man lidt mod hinanden eller laver opgaver sammen, fortæller René Gimm om planerne for træningen.

Den kommer til at koste 25 kr. per træning, men første gang man deltager er gratis.

”Det er billigt. Det er for at ramme så bred en målgruppe som muligt. Jeg gør det ikke for at tjene en masse. Jeg har lyst til både at ramme studerende, fordi jeg ved at en ugentlig træning kan gøre underværker i forhold til at få noget overskud. Men jeg vil også gerne ramme en familiemor, som kan komme ud og få en times vind i håret med nogle andre mennesker,” siger René Gimm.

Træning og massage går hånd i hånd

For at tilmelde sig træningerne skal man finde siden Åbyhøj OUTfit & Massage på Facebook. Her vil der blive oprettet begivenheder til hver enkelt træning.

”Det hedder Åbyhøj OUTfit og Massage, fordi jeg også er uddannet massør. I sidste sæson arbejdede jeg som massør hos FC Midtjylland og var med i guldsæsonen. Så forhåbentlig er det også muligt at få nogle massagekunder igennem OUTfit. Træning og massage er jo to ting, der går hånd i hånd, siger Rene Gimm.

I første omgang glæder han sig dog til at se, hvordan folk tager imod konceptet, når det starter tirsdag. På Facebook ser det dog ud til at mange er interesserede, således følger over 300 personer allerede Åbyhøj OUTfit og Massage kun få dage efter siden blev oprettet.

”Jeg er spændt, men jeg glæder mig også. Det er klart når man søsætter et nyt koncept, så er man spændt på hvordan det går. Men jeg er optimist, for jeg tror på, der er kæmpe potentiale for udetræning, og jeg tror, der er rigtig mange, der har lyst til det. Man skal bare lige turde at kaste sig ud i noget,” siger René Gimm.

Publiceret 26 April 2019 08:00