Foto: Classic Race Aarhus/Allan Samsøe Voss

Foto: Classic Race Aarhus/Allan Samsøe Voss

F1-biler begrænses:

Classic Race retter sig efter ny støjgrænse

Årets motorsportsarrangement bliver lidt mere støjsvagt, end det plejer

Tidligere på måneden underkendte Miljø- og Fødevareklagenævnet kommunens tilladelse til afholdelse af Classic Race Aarhus.

Årsagen var, at løbet sidste år larmede for meget med en peakgrænse på 120 decibel, og derfor skal støjgrænsen i år sænkes, lød kravet fra klagenævnet.

Det er den nu blevet. Classic Race Aarhus har modtaget nye driftsvilkår fra kommunen. Driftsvilkår, som er sendt i høring hos naboerne, der klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

"Vi anvender en anden vægtning af lydniveauet og tager højde for måleusikkerhed, hvilket har resulteret i skærpede vilkår for arrangøren i forhold til tidligere," siger Anders Maltha Rasmussen, afdelingschef i Teknik og Miljø, som slår fast, at Classic Race Aarhus via et certificeret firma skal dokumentere, at bilerne lever op til vilkårene.

De nye støj bliver ikke noget problem, lyder det fra motorsportsløbet.

"Vi indretter os selvfølgelig efter den nye støjgrænse for højeste lydniveau. Den nye støjgrænse påvirker kun to klasser, nemlig Formel 1 og OK Legend Car," siger Mike Legarth, direktør for Classic Race Aarhus.

Det betyder dog ikke, at den mest støjende biler bliver trukket ud af eventet.

Derimod foretager man nogle ændringer på bilerne, så de bliver lidt mere lydsvage, forklarer Mike Legarth.

"I Formel 1 dæmper vi lyden med omdrejningsbegrænsning, og Legend Car-bilerne kan støjdæmpes via ekstra lyddæmpning. Med de nye vilkår kan vi heldigvis stadig køre det fulde program, og vi glæder os til at give publikum et fantastisk jubilæumsarrangement – den tiende udgave af løbet – anført af Tom Kristensen i Formel 1 alle tre dage," slutter Mike Legarth, direktør for Classic Race Aarhus.

Classic Race Aarhus 2019 bliver afholdt i bededagsferien.

dp

Publiceret 26 April 2019 17:26