Foto:

Foto: Adobe Stock

Medie:

Lokale restauratører frygter restaurantdød i Aarhus

Flere aarhusianske restaurant-indehavere frygter, at den københavnske kæde Madklubbens indtog i Aarhus kan medføre restaurantlukninger

For et år siden åbnede Madklubben sin første restaurant i Aarhus. I næste måned åbner den københavnske kæde sin fjerde restaurant, når Food Club lukker dørene op i Klosterport med et buffetkoncept, og til sommer åbner Madklubben desuden også på Frue Kirkeplads. Dermed rummer Aarhus snart fem restauranter fra den populære kæde, hvilket nok bringer smilene frem hos mange aarhusianere, der har oplevet koncepterne i København. I hovedstaden er Madklubben således til stede 18 forskellige steder.

Det er dog ikke alle i Aarhus, der er lige begejstrede over Madklubbens indtog i byen. Til JP Aarhus forklarer flere lokale restauratører, at de frygter for fremtiden.

"Madklubben kan presse priserne, fordi den kan lave større indkøb og optage større lån billigere, og derfor kan den sælge sin mad til en lavere pris end vi andre. Jeg ved ikke, om det vil betyde restaurantlukninger, men jeg kan frygte det," siger Simon Carstens, medindehaver af Restaurant Kolo i Guldsmedgade, til mediet.

Christian Bøjlund, kok og indehaver af restauranten Frederiksgade 42, udtrykker også bekymring over udviklingen på madmarkedet i Aarhus.

"Der er for mange om buddet. At Madklubbens indtog i byen vil betyde restaurantlukninger, står mejslet i sten. Inden for det næste års tid vil en masse restauranter lukke," siger han til JP Aarhus.

Madklubben tror dog ikke selv på, at kædens mange nye restauranter i Aarhus vil gøre livet svært for byens andre spisesteder.

”For blot få år siden, skulle det være en helt særlig lejlighed, som oftest med flag på bordet, før danskerne spiste ude. I dag går folk på restaurant en tirsdag aften. Også selvom man er studerende og på SU. Med Madklubben ønskede vi at demokratisere det at gå ud og spise, så endnu flere fik mulighed og lyst til at gå på restaurant. Den københavnske madscene, som vi har været en del af i 12. år, har aldrig været så divers og interessant, som den er i dag. Den samme positive udvikling, håber vi selvfølgelig at være en del af i Aarhus. Vi ønsker kun at bidrage til, at endnu flere får lyst til at spise ude på de mange skønne restauranter, der er i Aarhus, og lur mig om der ikke bliver grobund for endnu flere unikke og udfordrende spisesteder,” siger Anders Aagaard, ejer af Madklubben.

jwh

Publiceret 25 April 2019 08:00