"Det første jeg gjorde, da jeg kom hjem, det var at spise McDonalds på Banegården," siger 25-årige Rikke Besser og griner, som ellers har nydt livet på gården. Hun er i øjeblikket med i TV2's reality-program 'Hjem til Gården,' der hver søndag bliver sendt klokken 20. Foto: Lotta Lemche/TV2

'Hjem til Gården'-deltager: Har lært, jeg nogle gange skal holde mig tilbage

Rikke Besser fra Viby er med i årets 'Hjem til gården', der i øjeblikket ruller over skærmen hver søndag på TV 2

Af
Anders Michaelsen

TV De seneste søndage har omkring 600.000 danskere i snit tunet ind på TV2-programmet 'Hjem til Gården' for at se en blanding af drama, hårdt arbejde og landlig idyl, når deltagerne i kampen om 500.000 kroner har kæmpet for ikke at ryge ud af det populære realityprogram. I programmet, der blev optaget tilbage i august, er pædagogen Rikke Besser fra Viby stadig med, som en af programmets få tilbageværende deltagere på gården. En oplevelse, der har været lærerig.

"Det har været sjovt og udfordrende at være med, og jeg har lært en hel del om mig selv, og i forhold til at jeg nogle gang skal holde mig tilbage med mine meninger og holdninger," siger Rikke Besser, der i søndagens kommende program, mildest talt har det svært med den nordjyske deltager Lassen.

"Jeg har kun fået positive reaktioner indtil videre. Men det kan godt være, der kommer til at være delte meninger om det kommende afsnit. Jeg frygter lidt, hvordan folk kan reagere, også fordi jeg arbejder med børn og i forhold til, hvordan man skal behandle andre. Men det kan være ligeså svært for voksne at behandle hinanden godt, som det er for børn. Hvis jeg kunne have gjort det om, havde jeg ladet være med at tage så mange kampe med ham, og så bare lade det ligge. Det kom jo alligevel ikke nogen vegne," siger Rikke Besser.

Skal have en gård

Trods stridigheder med nogle af deltagerne og ugeopgaver, hvor der skulle flækkes stakkevis af rafter til diverse hegn er Rikke Besser dog ikke blevet træt af livet på gården.

"Jeg blev ikke træt af at bo på gården, men jeg blev træt af nogle af de mennesker, der var inde på gården. Men at bo på gården var fedt. Det der med at stå op, og det første man mødte var dyrene – og man var i gang med at lave noget hele tiden. Det var hårdt arbejde, men en fed oplevelse," siger hun.

"Jeg kommer til at flytte ud på en gård før eller siden, det er helt sikkert. Det er måske ikke det første hus, jeg køber, men det kommer til at ske," siger Rikke Besser.

Har holdt kontakten

I programmet har Rikke Besser et tæt makkerskab med Malou fra Rønde, og de to snakker stadig sammen efter optagelserne til programmet sluttede. Faktisk er Malou blevet kærester med Rikke Bessers lillebror, efter hun introducerede de to for hinanden.

"Ellers har vi (deltagerne af programmet, red.) en Facebook-gruppe, hvor vi skriver sammen. Efter hvert program er der en reaktion, og der er altid nogen, der er træt af den måde, de er blevet fremstillet på, eller den måde andre har omtalt dem på. Så bliver der skrevet lidt frem og tilbage om det," siger Rikke Besser, der dog generelt har været tilfreds med tilrettelæggernes fremstilling af deltagerne.

"Den måde, vi er blevet klippet sammen på, det er 100 procent den måde, vi er på, og de, der siger andet, lyver. Jeg kan 100 procent se mig selv i den person, jeg bliver portrætteret som, og sådan som alle de andre er blevet portrætteret," siger Rikke Besser, der dog umiddelbart ikke har lyst til at lave mere reality-tv efter programmet.

Publiceret 17 April 2019 11:30