Et væld af pigespejdere kommer til Aarhus 4. maj. Foto: Johan Stauner Bill

Et væld af pigespejdere kommer til Aarhus 4. maj. Foto: Johan Stauner Bill

2.000 pigespejdere kommer til Aarhus

Pigerne holder festdag for at markere 100-årsjubilæum og har aktiviteter i hele byen

4. maj vil du nærmest ikke kunne undgå at se grønne spejderuniformer, hvis du bevæger dig ud i det aarhusianske bybillede.

Op mod 2.000 glade pigespejdere er nemlig i byen for at fejre 100-året for De Grønne Pigespejdere.

Danmarks første og eneste spejdekorps for piger blev nemlig etableret tilbage i 1919, og i dag vil flere og flere piger være en del af spejderbevægelsen og bygge bivuak, tænde bål med strygestål og løse udfordringer i fællesskab, oplyser SPEJDERNE, som repræsenterer landets fem spejderkorps, i en pressemeddelelse.

De seneste fem år har De Grønne Pigespejdere oplevet medlemstilgang.

"For 30 år siden blev spejder af mange opfattet som en lukket, lidt nørdet klub. I dag oplever vi, at kernen i vores aktiviteter - at vi er aktive sammen i fællesskab, og at vi er i naturen - vækker genklang hos mange forældre, der søger spejder som fritidstilbud til deres børn," siger Birgitte Meisner Nielsen, generalsekretær i De Grønne Pigespejdere.

Optog, løb og bål på Bispetorv

4. maj markeres 100-året med en stor festdag i Aarhus, og her vil op mod 2.000 pigespejdere i alle aldre - heriblandt korpsets ældste medlem på 93 år - kaste sig ud i et væld af aktiviteter i hele byen.

På dagen kan man blandt andet opleve:

    En særlig spejderudgave af "Masterchef" over bål på Bispetorv

    Et bæredygtigt løb inden for hos AffaldVarme Aarhus. Pigespejderne kommer med deres version af en bæredygtig fremtid.

    En forhindringsbane, hvor man kun kan gennemføre, hvis man samarbejder ned gennem strøget

    Et optog gennem strøget med livemusik, 75 faner og næsten 2.000 pigespejdere.

    HKH Prinsesse Benedikte deltager i festlighederne og holder tale til åbningsshowet på Bispetorv

    Fakkeloptog fra Tivoli Friheden

    #Metoo-løb om krop og egne grænser på Kvindemuseet

Dagen starter klokken 10 med optog og åbningsshow, fra 12-17 er der aktiviteter i byen, og om aftenen slutter det hele med et show i Tivoli Friheden.

De Grønne Pigespejdere har i alt 4.000 medlemmer fordelt på 120 lokale grupper i Danmark. I Aarhus er der syv lokale afdelinger.

dp

Publiceret 15 April 2019 16:55