Præsteklumme:

Hvad er en bisættelse?

Af
Søren Jensen

sognepræst i Ellevang Kirke

Præsteklumme Det skulle være et spørgsmål, de fleste uden videre kan svare på. Det er en gudstjeneste, en højtideligholdelse i anledning af et dødsfald. Sådan har det altid været, og anderledes er det ikke. Ved en gudstjeneste skal evangeliet forkyndes, uanset om det drejer sig om et bryllup eller en bisættelse. Ved en bisættelse er man samlet for at tage afsked med den afdøde, og det må gerne fremgå af tekst- og salmevalg og af talen, men bisættelsen er ikke en mindesammenkomst. Mindesammenkomsten foregår efter bisættelsen. Der er en kategorial forskel på de to ting.

Bisættelsen er en gudstjeneste, hvor den dødes liv, en sidste gang får gentaget den sammenhæng med Gud, som hun eller han står i med alle andre døbte, og som første gang blev erklæret netop ved dåben. Det er altid et unikt liv, man samles om, fyldt som det har været med den glæde og sorg, der kom til at høre det til, derfor skal det, som den døde er fælles med alle andre døbte om, understreges ved bisættelsen.

I et essay, 'Nåden', fortæller Karl Ove Knausgaard om sin fars begravelse. Hans far var gået i hundene og døde lige så tragisk og uværdigt, som han havde levet. Sådan var han kendt. Ikke særlig sympatisk slet ikke i sønnens øjne. Men det var nu hans facon at være unik på! Ved begravelsen gik det pludselig op for sønnen, hvad Guds nåde vil sige: ”Det var da han ikke blev set som dette særlige menneske med særlige egenskaber og tilbøjeligheder, et menneske der havde den og den særlige handling bag sig, men blev set som et menneske blandt utallige mennesker, og hans skæbne som en skæbne blandt utallige skæbner. Det var nåden”. Denne nåde har vi alle behov for at få forkyndt, netop fordi vi er unikke.

Ved mindesammenkomsten er det skik at pårørende og venner rejser sig og siger nogle mindeord; at man synger sange eller spiller noget af den musik, som afdøde holdt af, fordi denne side af det personlige har sin forløsende virkning. Det er en god skik.

Kategorisammenblanding er aldrig godt, og derfor skal det personlige ved en bisættelse altid sammenholdes med evangeliet og ikke blandes sammen med det. Der er forskel på folkelighed og den folkelighed, der er evangeliets, som stiller os lige og forkynder nåde, er ikke tjent med at blive blandet sammen med det unikke, der er at sige eller synge om afdøde, og omvendt: Alt dette unikke kommer bedst til sin ret ved mindesammenkomsten efter bisættelsen.

Publiceret 13 April 2019 06:00