Præsident Maria Reumert Gjerding og ny vicepræsident Sebastian Jonshøj. Foto: Danmarks Naturfredningsforening

Præsident Maria Reumert Gjerding og ny vicepræsident Sebastian Jonshøj. Foto: Danmarks Naturfredningsforening

Aarhusianer er ny vicepræsident for Danmarks Naturfredningsforening

Sebastian Jonshøj vil styrke kampen for vildere natur

Danmarks Naturfredningsforening valgte i weekenden den 46-årige aarhusianer og lokalformand i Aarhus, Sebastian Jonshøj, som ny vicepræsident.

Han skal nu sammen med præsident Maria Reumert Gjerding stå i spidsen for foreningen, der har 130.000 medlemmer, oplyser Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse.

"Vi er ubetinget Danmarks største grønne frivillige forening. Og jeg ser det som vores vigtigste opgave at styrke det frivillige engagement, så vores forening kan spille en langt større rolle i den voksende grønne bevægelse," siger Sebastian Jonshøj.

Sebastian Jonshøj har siden 2015 været formand for foreningens næststørste afdeling i Aarhus og er uddannet med speciale i naturpleje og formidling med en bachelor i naturforvaltning.

"Vi er noget så unikt som en landsdækkende frivillig organisation med lokalafdelinger og frivillige i stort set hver eneste kommune. Det giver os en styrke – men også en forpligtelse til at brede den store grønne dagsorden ud i alle kroge i Danmark. Den grønne dagsorden står stærkere end nogensinde før. Og vi skal geare vores organisation til at rumme det voksende grønne engagement. Uanset om vi er i Tønder, Mariager eller Nørrebro," siger han.

Den 46-årige aarhusianer har ikke tænkt sig, at der skal helt nye boller på suppen i Danmarks Naturfredningsforening. Faktisk har linjen, som Maria Reumert Gjerding har lagt siden sin tiltrædelse, motiveret ham til at yde en større indsats.

"Vi har som forening valgt en dygtig præsident, som har udstukket en klar politisk retning for vores arbejde. Den dagsorden, som ubetinget ligger mit hjerte nær, er kampen for en vildere natur. Vi står i en kæmpe biodiversitetskrise, hvor vi mister arter i et alarmerende tempo. Vores vigtigste politiske opgave er, at sikre at naturen får langt mere plads," siger Sebastian Jonshøj.

dp

Publiceret 10 April 2019 16:51