Præsteklumme:

Hil Maria

Af
sognepræst Lars Lindgrav Sörensen

Tilst-Kasted

præsteklumme Det er virkelig en ekstraordinær begivenhed, at Gud udvælger Maria. Hun er en ung kvinde, der bor i Nazareth. Byen var dengang en del af Israels “rådne falafel”. En lille flække uden betydning i historien. Ikke en gang i det vi kalder Det gamle Testamente findes der mange referencer til Nazareth.

Ofte læser vi ellers om, at det, der sker med Guds søn, er forudsagt i Skriften, i Loven og profeterne. Desuden er det uden sidestykke, at en fattig jomfru skal være mor til Guds søn. En kvinde var ingenting. I hvertfald ikke uden en mand, og det har hun ikke engang, da hun ikke er gift. En kvinde var ellers sin mands ejendom.

Men Maria tilhører ikke sin mand, hun er Guds, den højestes. Maria skal lægge krop og sjæl til for at give liv til Guds barn, der skal frelse verden fra død, ondskab og alle synder. Ingen kristen mand på jorden kan derfor nogensinde behandle kvinder med foragt. Ikke med Bibelen i hånden. Maria er udvalgt, og enhver kvinde er lige så meget værd som nogen mand, ja måske mere. Hun er ikke bare en gudsføder, hun er mor til alle mennesker. Derfor skal hun hyldes, hun giver liv, og hun får ting til at gro. Hil Maria og hil enhver kvinde!

Publiceret 06 April 2019 06:00