Præsteklumme:

Efterlivet med Ricky Gervais og Nick Cave

Af
Iben Vinther Nordestgaard

sognepræst i Elsted Kirke

Præsteklumme Metropolen summede af liv, af høje hæle på trapperne i undergrundens morgenmylder og gratisavisernes knitren i hænderne de jakkesætklædte, morgentrætte pendlere, der alle var på vej til kontoret.

Min mand og jeg var netop flyttet til London for i en årrække at gøre vores erfaringerne i det engelske kontormiljø. I det efterår rullede der en ny og banebrydende TV-serie over skærmen på BBC Two. En mokumentar sitcom med navnet 'The Office'. Serien var skrevet af Stephen Merchant og den engelske komiker Ricky Gervais, hvoraf sidstnævnte selv spillede hovedrollen som den lettere ynkelige og mildt sagt ulidelige chef, David Brent., hvis kompetencer på ingen måde blev betvivlet af ham selv og den trofaste tjener Gareth - mens de øjenrullende blev vurderet af Tim og Dawn. Det var og er en monumental serie udi engelsk humor – et blik ind i den engelske folkesjæl og et selverkendende blik på det engelske kontormiljø, hvor fredagens pint på pubben altid er i sigte. Herligt og befriende!

I dette forår har man så mulighed for igen at stifte bekendtskab med Ricky Gervais i hovedrollen i en ny serie på Netflix med navnet 'Afterlife'. Titlen er jo en appetitvækker for enhver præst, så jeg satte mig godt til rette i sofaen. Forventningerne blev ikke gjort til skamme. Ricky Gervais spiller hovedrollen som journalisten Tony, der arbejder på den lokale avis, hvor forsidestoffet altid kan undre. Men der er mere til 'Afterlife'.

Tony har mistet sin hustru og det tab er seriens omdrejningspunkt.

Tony har i sorgen og savnet mistet troen på livet, tabt glæden ved tilværelsen og det eneste, som afholder ham fra at tage sit eget liv, er, at hunden skal fodres.

Har man prøvet at miste nogen, kender man måske den følelse af meningsløshed, der kan opsluge én som en tung, overvældende bølge, hvor kroppen suges ned i understrømmens blistrende kraft. Mange har nok også erfaret, at vejen op fra dybet eller ud af sorgens labyrint ikke kan gøres på egen hånd. Her kommer medmennesket ind i billedet.

Det geniale ved serien er – udover humoren - den underliggende musik, der leder os igennem sindets stemning på den sørgende Tony. En af disse sange er Nick Caves 'Into my arms'. En stille bøn til Gud, der udtrykker et håb, hvor alt håb synes ude. Den bøn kan anbefales – og det kan serien også.

Publiceret 06 April 2019 07:00