Arkivfoto

Arkivfoto

Fagforbund støtter landsdækkende forældreprotest:

"Vi regner med, at politikerne lytter"

BUPL Århus bakker op om weekendens landsdækkende demonstrationer for minimumsnormeringer i daginstitutionerne

"Omsorg for vores børn NU!"

Sådan lyder kravet fra tusindvis af forældre, der lørdag demonstrerer i 53 byer i Danmark over, at der ikke er nok pædagoger til at tage sig ordentlig af deres børn i daginstitutionerne.

I Aarhus har over 1.000 forældre meldt sig til demonstrationen på Facebook. De vil klokken 13 gå fra Store Torv til Rådhuspladsen, hvor der vil være musik, taler og diverse underholdning.

Forældrene protesterer over, at politikerne på Christiansborg og i kommunerne ikke gør nok for at sørge for ordentlige rammer for pædagogerne i landets vuggestuer og børnehaver.

"Vi vil ikke acceptere, at der ikke bliver gjort noget, for at vi igen trygt kan aflevere vores børn i dagtilbud," skriver gruppen bag demonstrationerne på hjemmesiden hvorerderenvoksen.dk.

Weekendens demonstrationer møder opbakning fra BUPL Århus, den lokale afdeling af fagforbundet for pædagoger.

"Det er meget værdifuldt, at vi er flere der kæmper for børnenes forhold og rammer i institutionerne, og vi glæder os til at se de aarhusianske forældre, der nu går på gaden for at vise politikerne, at de er mange, der ønsker minimumsnormeringer. Sammen kan vi lægge et meget større pres," siger formand for BUPL Århus, Marianne Gilbert Nielsen, i en pressemeddelelse.

BUPL er enig i, at der bør være minimumsnormeringer, også i de århusianske institutioner.

"Vi har arbejdet for minimumsnormeringer i mange år og er helt på bølgelængde med forældrene i den her sag. Vi ved, at nærværet mellem børn og pædagoger har afgørende betydning for børn og unges liv. Vi mener, at de rammer, der er for børn og unge i institutionerne, bør være et af omdrejningspunkterne i den kommende valgkamp. Vi regner med, at politikerne lytter til de forældre, der beskriver, hvordan det berører dem, at der ikke er voksne nok. Politikerne må komme med nogle konkrete bud på, hvordan de vil give børnene en bedre hverdag," siger Marianne Gilbert Nielsen.

12. marts blev et forslag fra SF om minimumsnormeringer stemt ned i Folketinget. Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti stemte imod.

En medlemsundersøgelse foretaget af BUPL i 2017 viste, at tre ud af fire pædagoger i løbet af dagen er alene med i gennemsnit 17 børn i gennemsnitligt 56 minutter.

Seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at der i Aarhus i gennemsnit er 3,3 børn pr. pædagog i daginstitutionerne, mens der i børnehaverne er 6,8 børn pr. pædagog.

dp

Publiceret 04 April 2019 17:25