Henrik Kallestrup foran Skødstrup Skole, hvor han er konstitueret skoleleder frem til nytår. Herefter skal han tilbage til Viby Skole.

Henrik Kallestrup foran Skødstrup Skole, hvor han er konstitueret skoleleder frem til nytår. Herefter skal han tilbage til Viby Skole.

Ny skoleleder i Skødstrup:

"Jeg er ansat til at se fremad"

Henrik Kallestrup slår fast, at han er en midlertidig løsning på Skødstrup Skole. Han skal tilbage til Viby til næste år

Af
Kim Skovrup Andersen

Skoleliv 42-årige Henrik Kallestrup er stadig så ny på posten, at han kan komme til at sige Viby Skole, når han tager telefonen. Det bliver dog hurtigt rettet til Skødstrup Skole, som han har stået i spidsen for i halvanden uge, da Lokalavisen kigger forbi hans kontor.

Her afløser Henrik Kallestrup Mikkel Kruuse-Andersen, som efter noget tids turbulens pludseligt blev fjernet som skoleleder for kommunens største skole.

Og titlen er 'konstitueret skoleleder', for det er meningen, at Kallestrup returnerer til Viby Skole til nytår. Han er kommet til nogle noget større forhold. Viby Skole har 80 ansatte og 530 elever, mens der er 1.243 elever og 140 ansatte på Skødstrup Skole.

"Det ligger i planen, at jeg er lånt ud hertil fra Viby. Jeg har et godt job på Viby Skole, som jeg er rigtig glad for. Samtidig synes jeg, at det her er en fantastisk spændende mulighed," siger skolelederen, som er bosat i Silkeborg og som har været styrmand for Viby Skole i knap fire år.

"Det hele er gået meget hurtigt, men jeg har fået en super god modtagelse af elever, forældre, medarbejdere og lederteam. Jeg fornemmer, at alle brænder for at lave en god skole, og at det kan lykkes, hvis vi står sammen. Jeg er ansat til at se fremad. Nu skal der lægges gode, solide skinner ud. Selv om jeg kun skal være her til nytår, så skal det hele jo køre videre efter det," forklarer han.

Forældredemokrati

Han kan godt mærke, at skolen har været præget af en periode under pres.

"Men det er også vigtigt for mig at pointere, at jeg har set mange ting, der virker. Og det skal der arbejdes videre med. Det handler rigtig meget for mig om at få kigget folk i øjnene og få hørt dem. Jeg lægger op til, at hvis der er noget, man har spørgsmål til, noget man er i tvivl om eller undrer sig over, så skal man simpelthen spørge dem, der kan gøre noget ved det. Og en af dem er mig. Jeg prøver at gøre mig ret synlig på skolen, så der er mulighed for det," fastslår Henrik Kallestrup.

Et af de største problemer, der har været på kommunens største skole, var samarbejdet mellem skolelederen og skolebestyrelsen, som kulminerede med, at fem skolebestyrelsesmedlemmer forlod deres poster. Nu er der kommet nye til, og der kan startes på en frisk.

"Jeg har snakket med den nye skolebestyrelsesformand og næstformand, og vi skal holde møde med hele nye skolebestyrelse inden påske. Skolebestyrelsen spiller en helt central rolle i, hvordan forældredemokratiet kan udfolde sig, så det er vigtigt, at samarbejde og tillid kommer på plads igen," lyder det fra den konstituerede skoleleder, som tilføjer:

"Men det vigtigste er og bliver børnene. Vi er her edderbankeme, fordi der er nogle børn, som skal lære noget og skal være i trivsel. Vi er her for børnenes skyld og arbejder for læring og trivsel. Det er sådan set det grundlæggende."

Publiceret 03 April 2019 08:00