Illustration af de kommende Multihus: Arkitekt Carsten Lindequist

Illustration af de kommende Multihus: Arkitekt Carsten Lindequist

Endelig! Byrådet har bevilliget penge til Multihus i Hjortshøj

Bevillingen til multihuset skabte en del debat, men endte med at blive godkendt

Af
Trille Skøtt-Jensen

Det har været meget længe ventet. Hjortshøj med sine næsten 4.000 indbyggere har ikke en hal eller et andet sted, hvor byen kan samles omkring idræt eller andet samvær. De har på skolen en gymnastiksal, der er bygget i 1963, det er alt. Men nu er der bedre tider på vej, for politikerne har på dagens byrådsmøde netop nikket ja til planerne om et multihus.

Der er arbejdet i mange år på det. Det er 15 år siden, arbejdet på at lave en multihal begyndte. Fra byrådssalen lød der da også kun roser fra byrådsmedlemmerne til borgerne i Hjortshøj.

"Vi siger tak til alle Hjortshøj-borgere for at engagere sig i sagen," sagde Mette Bjerre SF.

Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad sagde blandt andet:

"Win -Win. Det her projekt viser, hvad man kan gøre, når man samler sig i et lokalsamfund og gerne vil skabe noget,"

Debatten endte med, at et enigt byråd godkendte bevillingen på en kommunegaranti på op til 13,5 millioner kroner, en 30-årig grundlejeaftale og et tilskud på cirka 11,9 millioner kroner fra Aarhus Kommune.

Men længe hang der 'tilbage til udvalg' over debatten i byrådet. Det skyldtes, at der ikke bliver plads til Egnsarkivet i det kommende Multihus. Men rådmændene fra Kultur og Borgerservice og Børn og Unge blev enige om, at de vil gå sammen om at finde et lokale til egnsarkivet.

"Lad os vedtage det i aften. Så har den her proces, som har stået på i mange år, en mulighed for at komme videre. Så må vi andre arbejde for at finde en løsning for egnsarkivet," sagde Thomas Medom (SF) Rådmand for børn og unge.

Og det endte altså med en vedtagelse af projektet, som lokalsamfundet selv har indsamlet næsten 1,8 millioner kroner til.

Endelig seriøst videre

Flere af folkene omkring multihuset havde fundet vej til tilhørerpladserne i byrådssalen. Heriblandt Bjarne Bentsen, der er formand for Fonden Multihus Hjortshøj.

"Jeg er superglad, for jeg regnede med det røg i udvalg. Det virkede det også til længe. Men de fik lavet en aftale. Vi er rigtig glade for, at vi nu endelig kan gå seriøst videre med det," sagde han til Lokalavisen.

Næste skridt er nu at få sendt udbudsmateriale ud.

"Fordi der er så mange kommunale penge i det, så skal byggeriet sendes i udbud. Men vi er snart færdige med at få lavet udbudsmaterialet," fortalte Bjarne Bentsen.

Første spadestik forventes at være i foråret 2020. Multihuset Hjortshøj kommer til at ligge på den nuværende parkeringsplads til Virupskolen.

Her skal multihuset ligge

Her skal multihuset ligge

Publiceret 03 April 2019 17:10