I år får

I år får Modelfoto: Adobe Stock

Forældre raser over skoleelevernes forkortede sommerferie:

Nu vil rådmanden foretage en væsentlig ændring

Det har fået flere forældre til tasterne, at skolebørnenes sommerferie i år er forkortet med to dage. Nu vil rådmanden inddrage forældrene mere i ferieplanlægningen

Af
Jonas Wrede Hansen

Skoleferie Sjældent har en planlægning af folkeskoleelevernes ferier skabt så stor debat, som det er tilfældet i Facebookgruppen 'Forældre til skolebørn i Aarhus'. Det er startet ved, at en forælder i et opslag har gjort andre forældre opmærksomme på, at elevernes sommerferie i år er forkortet med to dage. I stedet er juleferien blevet forlænget med samme antal dage. Dermed varer børnenes sommerferie i år ikke de normale seks uger.

Det bliver blandt andet pointeret af flere i den lange tråd på over 200 kommentarer, at det vil gå ud over skilsmissebørn, som dermed ikke har mulighed for at være lige lang tid hos hver forælder i sommerferien. Samtidig kan flere forældre ikke forstå, at børnene skal have en længere juleferie, da de fleste starter på arbejde 2. januar og dermed ikke kan være sammen med børnene.

Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF), står især for skud i tråden, da han tidligere har sagt, at ferieændringen er sket efter ønske fra forældre. Det kan flere i tråden nemlig ikke nikke genkendende til.

"Gad også godt vide, hvem han har spurgt," spørger en forælder blandt andre i tråden.

Talt med skoleledere

Rådmanden selv er noget overrasket over, at debatten pludselig er blusset op, efter skolebørnenes ferieplanlægning blev meldt ud sidste år.

"Ja, det er jeg. Jeg ville da også ønske, at jeg havde forudset, at det var et stort debatemne. Havde jeg vidst det, så kunne jeg have involveret nogle flere i debatten, inden det blev bestemt. Jeg er overrasket over, at der er så mange, der har skarpe holdninger til, at man flytter et par dage fra sommer til jul," fortæller Thomas Medom til Lokalavisen Aarhus.

Rådmanden fortæller desuden, at beslutningen blev truffet, efter skoleledere henvendte sig til forvaltningen, fordi de var blevet kontaktet af forældre, som var utilfredse med længden på juleferien.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom(SF), er klar til at høre skolebestyrelser næste gang, der skal planlægges ferier.

Rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom(SF), er klar til at høre skolebestyrelser næste gang, der skal planlægges ferier. Foto: Lise Balsby

"Jeg tænker, at der er holdninger for både det ene og det andet synspunkt, og jeg synes, det er fint, at vi får en bredere debat om det fremadrettet, end vi været været vant til," fortæller Thomas Medom og gør opmærksom på, at der skal være 200 skoledage på et år, så hvis man giver et par dage ekstra i den ene ferie, skal man tage dem fra en anden.

Forældre inddrages

I tråden på Facebook er der da også flere, som ikke vil hidse sig for meget op over ændringen. Det samme har Rikke Lysholm, som er bestyrelsesmedlem i 'Skole og Forældre Aarhus', heller ikke tænkt sig at gøre.

”Jeg tænker, at der er ligeså mange holdninger, som der er forældre til skolebørn i Aarhus Kommune. Jeg har forståelse for, at nogle familier bliver berørte af ændringen i år, men det er en særlig situation på grund af kalenderen. Der skal være 200 skoledage på et år, og så er der ikke så mange dage at flytte rundt med,” fortæller Rikke Lysholm til Lokalavisen Aarhus og påpeger, at næste års sommerferie igen er seks uger.

Hun ser dog meget gerne, at forældrene inddrages mere i fremtidige ferieændringer.

"Hvis der skal laves en generel ændring af ferierne fremadrettet, så håber jeg, at man vil høre forældreorganisationerne i processen og skolebestyrelserne i en høringsfase," siger Rikke Lysholm.

Thomas Medom oplyser til Lokalavisen Aarhus, at han efter den store Facebook-debat synes, at skolebestyrelserne ved næste ferieplanlægning skal høres.

"Så får vi involveret nogle flere i stedet for, at det bare er skoleledere og forvaltningen," fortæller han.

Publiceret 31 March 2019 20:20