Susanne Pedersen på arbejde i Nepal.

Susanne Pedersen på arbejde i Nepal. Pressefoto

Susanne fra Lystrup sikrer rent vand i Nepal

Susanne Pedersen og kollegaer fra Geberit har været på hårdt arbejde i Nepal for at sikre rent vand til landsby

Susanne Pedersen fra Lystrup har været med til at gøre 200 nepaleseres hverdag markant lettere og renere. Sammen med tre kollegaer fra virksomheden Geberit og 12 fra resten af Norden har hun været udsendt til den lille, afsidesliggende bjerglandsby Lapha Simaltoni i Nepal for at bruge sin viden om rørinstallationer og sanitet til at hjælpe beboerne med at få rent vand.

”Da vi først så arbejdsplanen for projektet med fem timers arbejde om dagen, undrede vi os lidt. Men da vi først kom i gang og mærkede, hvor fysisk krævende det var at grave rander i sten, ler og mudder, gav det pludselig mening. Jeg har enormt stor respekt for, hvordan de lokale knokler løs til hverdag under så primitive forhold,” fortæller Susanne Pedersen i en pressemeddelelse fra Geberit.

Susanne og kollegaerne gravede i samarbejde med de lokale 6-700 meter rander til byens nye vandforsyning kun ved hjælp af lokalt tilgængelige redskaber og materialer. En nedgravning af vandforsyningen skal sikre, at vandet i den ikke fryser. Susanne var på turen også med til at bygge Lapha Simaltonis nye vandreservoir, som er en slags vandbeholder, op fra bunden.

Vi er snotforkælede

I Susannes dagligdag som ledelsesassistent hos Geberit i Lystrup er rent, rindende vand en selvfølge. Det er det ikke i Lapha Simaltoni. Landsbyens kvinder vandrede dagligt to kilometer på stejle, næsten usynlige stier i bjergene til den nærmeste flod for at hente vand i 20-40 liters spande. Vandet til vask, opvask og drikke blev opbevaret i store spande foran landsbyens huse, og hundehår, hønsefjer og støv lå typisk og svømmede rundt i overfladen.

”Jeg blev fuldstændig overvældet over nepalesernes gæstfrihed. Selvom de boede i lerhytter, gik på toilettet i et hul og vaskede op under åben himmel, gjorde de enormt meget for, at vi skulle føle os velkomne. Blandt andet havde de, fordi vi kom fra vesten, forsøgt at bygge en slags bruserum, bestående et træskelet med plastik om og en kæmpe balje med vand og et litermål. Det gik virkelig op for mig, hvor snotforkælede, vi er herhjemme,” fortæller Susanne, som har arbejdet for Geberit i 22 år.

Fællesfoto fra landsbyen i Nepal.

Fællesfoto fra landsbyen i Nepal. Pressefoto

Efter en uges intensivt arbejde med landsbyens beboere, kollegaerne fra Geberit og to repræsentanter fra udviklingsorganisationens Helvetas har Lapha Simaltonis indbyggere nu fået sit eget vandreservoir og seks aftapningssteder. Yderligere seks aftapningssteder i Lapha Simaltonis er på vej som en del af et større vandforsyningsprojekt i området, som forventes afsluttet i maj.

Fodboldformand

Fordi teamet kom foran tidsplanen for projektet, fik Susanne og kollegaerne blandt andet også mulighed for at deltage ved en demonstration i forbindelse med kvindernes internationale kampdag. Her fik hun lejlighed til at fortælle om sit fritidsarbejde som fodboldformand i Lystrup IF.

Susanne Pedersen fra Lystrup.

Susanne Pedersen fra Lystrup. Pressefoto

”Da jeg fortalte, at jeg var formand for en fodboldklub med 700 medlemmer og 500 af dem mænd, var der en del tilhørere, der tabte underkæben. Det var jo en helt vild kontrast til de udfordringer, de nepaleserne står med. Blandt andet bliver størstedelen kvinderne i området stadig sendt ud i en afsidesliggende lerhytte, når de menstruerer, på grund af gammel overtro,” fortæller Susanne.

jr

Publiceret 31 March 2019 11:00