Præsteklumme: DropInDåb - kom som du er

Af
Provst Jette Marie Bundgaard-Nielsen

præsteklumme Vi indbyder til DropIn dåb i Fredens Kirken fredag den 29. marts mellem kl. 16.00 og 19.00.

Det er nyt, at man kan komme direkte ind fra gaden for at blive døbt. ”Kom som du er” - uden det store festtøj og uden forpligtelse til at arrangere den store fest for hele familien bagefter. Det er aldrig for sent at blive døbt. Der kan være mange grunde til, at man ikke blev døbt som lille. Måske var der sygdom eller opbrud i familien. Måske var der ikke det store overskud, eller man var slet og ret ikke klar til den beslutning det pågældende tidspunkt. Og så har man gået og spekuleret på det flere gange, men har haft svært ved at se sig selv stå ved døbefonten til en almindelig gudstjeneste med tre babyer og fuld kirke.

Nu er der en anledning. Vi ønsker at gøre tærsklen til dåben lavere samtidig med, at der stadig er højt til loftet med hele ritualet udfoldet og med plads til eksistentielle samtaler og menneskelige historier.

Initiativet er udgået fra Vesterbro kirkerne i København, hvor mange gennem det seneste år er droppet ind for at blive døbt. Ideen udsprang, da en af præsterne så trafikrådets kampagne i august op til skolestart: ”Pas på Ida, hun er ny i trafikken”, stod der på alle bybusserne. I stedet kan vi sige: ”Pas på Svend, Valdemar og Margrethe, de er nye i livet”. Men i dåben får de skænket et liv i Guds hånd som en del af et større netværk, der udvider deres verden. Kom som du er. I dåben bliver du helt dig selv og mere til. Aldrig alene men altid mindst to. I Guds hånd.

Jesus selv havde heller ikke gjort de store forberedelser til sin egen dåb i Jordan floden. Han kom bare forbi og lod sig døbe sammen med de andre, der var samlet omkring Johannes døberen. I dåben blev han andet og mere end Jesus fra Nazareth, hvor han boede med sin familie. Han fik Gud som far og blev hans elskede i søn. En far i himlen og på jorden det er et godt rygstød i mødet med verdens udfordringer og vi menneskers skrøbelighed.

Kom som du er – du skal blot medbringe legitimation. Og hvis man er under 18 år sine forældre. Vi har arrangeret det hele, og flere præster og personale står klar. Men det er også fint, hvis du selv har et eller flere vidner med.

Publiceret 30 March 2019 06:00