Det vækker både glæde hos Marselisborg Lystbådehavn og hos to af kommunens rådmænd, at Salling har valgt at donere et stort millionbeløb til en ny havnepromenade i Aarhus.

Det vækker både glæde hos Marselisborg Lystbådehavn og hos to af kommunens rådmænd, at Salling har valgt at donere et stort millionbeløb til en ny havnepromenade i Aarhus. Pressefoto.

Salling Fondene donerer 15 millioner kroner til ny havnepromenade i Aarhus

En ny promenade skal blive et smukt rekreativt åndehul, der forbinder Tangkrogen og lystbådehavnen i Aarhus

Byudvikling Karin Salling løftede torsdag eftermiddag sløret for en spændende ny plan for området omkring Tangkrogen og Marselisborg Havn i Aarhus. Projektet hedder 'Den Blå Promenade' og skal binde byen og bugten tættere sammen. Det bliver en fire meter bred promenade langs stykket, hvor Tangkrogen og havnen mødes. Området bliver gjort tilgængeligt for alle og suppleres med otte nedslagspunkter. Ideen til projektet kommer fra Marselisborg Havn, der har modtaget en donation på 15 millioner kroner fra Købmand Herman Sallings Fond, oplyser Marselisborg Lystbådehavn i en pressemeddelelse.

”Vi er altid meget glade og stolte over at kunne gøre en forskel i Aarhus, som er Salling Group og fondenes hjemby. Den nye havnepromenade på Marselisborg Havn er et flot projekt, der vil være til store glæde for rigtig mange aarhusianere, hvor vandet og det at være tæt på naturen har en særlig plads hos mange som følge af Aarhus’ beliggenhed. Støtten til projektet passer således rigtig godt til Salling Fondenes formål om at skabe oplevelser og fællesskab i hverdagen,” siger Karin Salling, næstformand i Salling Fondene, i pressemeddelelsen.

Formålet er at skabe et attraktivt åndehul, hvor man kan nyde den smukke natur og de mange muligheder for at opholde sig på et sted med masser af oplevelser. Den Blå Promenade åbner op for adgang fra Tangkrogens stier ud til Marselisborg Lystbådehavn.

Vil åbne op

”Det har været en grundlæggende vision at gøre op med tidligere tiders tankegang om lukkethed og isolering i de danske havne. I stedet vil vi skabe nogle rammer, der tilgodeser og inviterer så mange brugere ind som muligt. Vi vil bruge strækningen mellem Havnen og Tangkrogen til at skabe tematiske platforme, der afsøger mulighederne for udvikling af spændingsfelter mellem vandet og byen,” fortæller Thomas Fog, der er havnechef i Marselisborg Lystbådehavn, i pressemeddelelsen.

Den Blå Promenade ligger i forlængelse af visionen om at binde byen og bugten tættere sammen. De Bynære Havnearealer er blevet byens nye udendørs mødested, og med den nye promenade ved Marselisborg Havn bliver byen og vandet knyttet endnu tættere sammen. Det nye projekt møder også begejstring fra to af byens rådmænd.

”Det er et fantastisk projekt, der vil skabe en enestående ramme om fællesskaber og samvær på en af byens smukkeste pladser. Jeg tror, at projektet vil give endnu flere borgere og besøgende lyst til at nyde miljøet og fællesskabet på Lystbådehavnen. Den Blå Promenade giver mulighed for en unik oplevelse i de smukke rammer, som Salling Fondene er med til at gøre til virkelighed,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad i pressemeddelelsen, imens rådmanden for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, er glad for, at projekte binder byen bedre sanmmen.

”Den generøse donation fra Købmand Herman Sallings Fond giver os en helt særlig mulighed for at skabe et unikt projekt, som knytter byen og bugten endnu tættere sammen. Vi er i Aarhus ved at opbygge en god tradition for, at vi bruger de rekreative omgivelser til både aktivitet, oplevelser og læring. Den Blå Promenade er et stærkt bidrag til denne tradition,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.

Den Blå Promenade forventes at være klar til de første besøgende i 2020.

jwh

Publiceret 28 March 2019 17:20