Foto: Anders Munk Povlsen

Børn på skodtur:

”Det er ulækkert, fordi dyrene spiser dem, og så dør de”

Børn fra Natur- og miljøbørnehuset Viben var onsdag på tur for at samle skrald ind som del af Danmarks Naturfredningsforenings årlige Affaldsindsamling

Af
Anders Munk Povlsen

”Dyrene kan ikke lide at spise cigaretskod,” lyder det fra pædagog Karen Skovgaard, inden en gruppe på ti børn fra Natur- og miljøbørnehuset Viben i Gellerup skal ud og samle skrald som en del af Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling.

”Kan monstre,” lyder et spørgsmål fra et af børnene.

”Nej, heller ikke monstre” lyder svaret.

Og nej – hverken monstre eller nogen andre er glade, når affald havner i naturen. Alligevel er det alt for ofte tilfældet. Netop derfor har børn fra Viben de seneste år deltaget i indsamlingen.

”Vi opdagede for nogle år siden, at Danmarks Naturfredningsforening havde skraldeindsamling. Vi tænkte, at det var en god måde at få børnene til at tænke over, hvad det er, der ligger af skrald i naturen. Det viser dem, at der altså ligger meget skrald i naturen. Vi prøver på at lære dem, at man smider ting i skraldespanden. Efter vi har gjort det, så har børnene også andre tider på året spurgt, om vi ikke snart skal ud samle skrald,” siger Karen Skovgaard.

Et stort gammelt filter

I Aarhus deltager mere end 10.000 børn i indsamlingen og på landsplan er 146.000 børn ude og samle skrald i uge 13. Det hele kulminerer med en national affaldsindsamlingsdag søndag 31. marts.

I Natur- og miljøbørnehuset Viben samler børnene ind hver dag denne uge. Det er med stor entusiasme, at børnene, der er i alderen 2-5 år, kaster sig over opgaven.

”Det er sjovt, men ulækkert," siger Mustafa på fem år.

Det er også tydeligt, der er behov for indsamlingen. Inden for de første minutter dukker der allerede et stort fund op i form af et stort filter, der muligvis er til en industristøvsuger. Den bliver lastet i en trækvogn, der i dagens anledning er døbt ’skraldebilen'.

Ikke alt får dog lov til at komme med i ’skraldebilen'. For eksempel får børnene at vide, at de ærtebælge, som nogle af dem finder, godt må blive i naturen, da det jo kommer fra naturen.

Mange forargede over at børn skal samle cigaretskod

Børnene fra Viben finder alt fra det før nævnte store filter til små stykker plastik og glas. Især er cigaretskod dog i søgelyset. De bliver samlet i en stor gammel krydderibeholder.

Netop cigaretskod er et fokuspunkt i årets affaldsindsamling. Der er desværre rigtig mange skod at komme efter, og på turen bliver krydderibeholderen fyldt helt op. Det er noget skidt, at så meget skrald ligger uden for skraldespandene, mener børnene.

”Det er ulækkert, fordi dyrene spiser dem, og så dør de,” siger 5-årige Elin.

Det er dog ikke alle, der mener, det er en god idé at børn skal ud og samle skrald. Da Lokalavisen Aarhus tidligere på ugen fortalte, at cigaretskod var fokuspunktet på årets affaldsindsamling, førte det flere utilfredse kommentarer med sig på Facebook.

”Det er dårlig stil at sætte børn til at samle cigaretskod op,” skriver en bruger blandt andet.

Den kritik er pædagog Karen Skovgaard dog ikke enig i.

”Hvis de ikke lærer fra barndommen af at tænke på naturen, hvornår skal de så lære det? Den yngre generation skal blive bedre, end vi andre har været. Jo mere fokus vi har på det, jo bedre bliver børnene til det,” siger hun.

I alt bliver det til et par poser affald på dagens indsamling for børnene fra Viben.

”Vi har samlet mega meget skrald," råber femårige Hajila.

Det er dog ikke mængden, men dialogen der tæller for Karen Skovgaard.

”For os er det ikke mængden, de samler, men det at få snakket om hvad er det, der ligger i naturen og få snakket om det. For eksempel at dåser og plastik ikke skal ligge herude,” siger hun.

Affaldsindsamlingen

Danmarks Naturfredningsforenings årlige Affaldsindsamling har eksisteret siden 2006. På sidste års indsamling blev der fundet 173.000 kilo affald.

Publiceret 27 March 2019 21:02