SONY DSC

SONY DSC

Præsteklumme: Rumme-lighed

Af
Hanne Marie Houkjær

sognepræst i Risskov Kirke

Præsteklumme For mange år siden kom jeg gennem nogle år på et hospital og blev hver gang sat foran en ny læge. En dag havde en læge bemærket, at journalen var ført af utallige læger og tilbød mig at være tilknyttet én. Jeg ønskede blot at få den dygtigste. Èn for hvem det at arbejde og helbrede kom forud for alt. Efter lidt betænkningstid sagde jeg, at jeg gerne ville have en mandlig læge. Som mor til helt små børn erkendte jeg, at mine børn kom forud for alt. Lægen, jeg talte med, så overrasket på mig. Han så på sit ur og sagde: "Det er fredag, klokken er 15, og jeg tænker hver halve time på, at jeg skal se 'Disney Sjov' med mine børn. Jeg blev flov.

Da jeg blev indsat som præst i mit første embede holdt min kollega en tale for mig. Hun sagde med et smil, at hun egentlig ikke går ind for kvindelige præster. Jeg er enig: I forhold til embede skal der slet ikke skelnes mellem køn. Her gælder det teologi, begavelse og embedsførelse. Jeg har siden været på vagt, når nogen siger 'en kvindelig præst", "en kvindelig” gartner, læge eller bankrådgiver. Det er sagen uvedkommende, ligesom seksualitet.

Jeg har altid talt for en rummelig folkekirke. Folkeligt, fordi vi bor i et enestående land, hvor fællesskab(er) spiller en afgørende rolle, og hvor der er plads til forskellighed og mangfoldighed. (Den lader vi lige stå lidt!) Teologisk, fordi kristendommen er den store modsigelse af forskelle og det, der skiller og sætter skel. Her gælder det glædelige budskab om Guds forskelsløse nåde.

Mennesker sætter ofte grænser og tænker i et ”dem og os”. Men set fra Guds side er vi ens. Lige skyldige og lige retfærdige. Og selvretfærdige. Lige værdige. Der er ikke forskel på os: Jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde; alle er vi ét i Kristus, som Paulus skriver. Derfor må folkekirken afspejle denne forskelsløshed og være en rummelig folkekirke. Konsekvensen af dette er, at jeg har kollegaer, der mener noget andet end mig; ja på nogle afgørende punkter det diametralt modsatte. Det er rummelighedens pris.

Men for mig er grænsen for kirkens rummelighed nået: Det bør ikke være muligt at være præst i folkekirken, hvis man har den holdning, at kvinder ikke skal være præster. Fordi det er illoyalt og usolidarisk at være imod en kollega pga. køn i et land og demokrati, der stiler mod ligestilling. Vi har love for, at kvinder uanset kultur og religion skal kunne give en mand hånd. Hvilket for mig at se hører med til det at bo og leve i et demokrati, hvor ligestilling er og bør være uopgiveligt. Jeg går ind for dygtige teologer, der forkynder og udlægger evangeliet ind i den tid, vi lever i, og at vi bekender os til den samme Gud og tror på Guds forskelsløse nåde.

Vi har i Danmark en god og vigtig frikirkelov. Det er en styrke, at den der ikke føler sig hjemme i folkekirken kan komme i en kirke, hvor han eller hun føler sig fri i forhold til den forkyndelse, der lyder. Det er også en rigdom for folkekirken. Hermed giver jeg så afkald på rummeligheden i folkekirken, vil nogen sige. Det må så blive konsekvensen.

Udenfor skinner solen og minder mig om denne forskelsløse nåde. Jeg sender en forårstanke til min bankrådgiver, min gartner, min læge og min præst. Som måske lige nu tænker på, at det er fredag og snart 'Disney Sjov'.

Publiceret 16 March 2019 06:30