Foto: Aarhus Universitet

Foto: Aarhus Universitet

Så skete det igen:

Uni-søen æder endnu en bil

Onsdag røg en bil i søen ved Aarhus Universitet. Og det er ikke første gang, det er sket.

Af
Danni Paulsen

Der går uden tvivl en jævnt irriteret bilejer rundt derude med røde ører, men man kan alligevel ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet.

En sølvgrå Kia fik sig onsdag en usædvanlig vask, da den endte i søen ved Aarhus Universitet.

Formentlig fordi ejeren havde glemt at trække håndbremsen, for arealet rundt om søen skråner nemlig lidt.

Det fik Aarhus Universitet til at lave dette humoristiske opslag på Facebook:

Lokalavisen Aarhus har også fået dette billede:

Privatfoto

Privatfoto

Synet af en bil i vandet er ikke en hverdagshændelse på universitetet, men det er faktisk langt fra første gang.

Tilbage i 2016 skete det hele to gange, at en bil røg i søen.

Første gang i april, hvor en Ford Focus røg i, og senere i december var den igen gal med en Ford, der fik dyppet hjulene.

Men onsdag viste det sig så, at det ikke kun er Ford-ejere, der har problemer med at få trukket håndbremsen.

Heldigvis er søen ikke så dyb, at nogen af bilerne har fået hele 'kroppen' under vand.

Publiceret 20 February 2019 15:51