Sygeplejersken og landmanden kan få deres helt personlige plakat. Foto: Sebastian Kjær, TechSavvy Media

Sygeplejersken og landmanden kan få deres helt personlige plakat. Foto: Sebastian Kjær, TechSavvy Media

Dialægt tæmmede løverne: "Vi har ikke en plan for, hvad pengene skal bruges til"

Nikolaj Viborg og Andreas Helbo Beck laver plakater. Det gør de med så stor succes, at de har fået en millioninvestering af to af Danmarks mest succesfulde iværksættere

Af
Martin Jørgensen

iværksætter To jyske astrofysikere går rundt om Søerne i København og øver en præsentation, som de skal fremføre for fem rige løver.

Det lyder næsten som starten på en god joke, men det var ikke desto mindre, hvad de to Aarhus-iværksættere, Nikolaj Viborg og Andreas Helbo Beck, gjorde en novemberdag i 2018. De to unge mænd skulle nemlig ind foran fem af Danmarks mest succesfulde iværksættere i DR-programmet Løvens Hule, hvor de havde 120 sekunder til at præsentere virksomheden Dialægt.

Det gik dog så godt, at de forlod tv-studiet med en investering på 1,2 millioner kroner for 20 procent af deres virksomhed.

"Vi havde øvet os rigtig meget og planlagt, hvem der skulle sige hvad, og så gik vi en tur og udspurgte hinanden om forskellige ting, som vi troede, at løverne kunne finde på at spørge om," fortæller Nikolaj Viborg, som sammen med Andreas Helbo Beck havde taget turen til hovedstaden i håbet om at få en investor med på virksomhedens succesfulde rejse.

"Vi havde egentlig ikke brug for pengene, men vi kunne godt bruge en, der kunne give os et spark bagi og hjælpe os til, at virksomheden kunne tage det næste skridt," lyder det fra vestjyden Nikolaj Viborg, som er uden Tranbjerg-fødte Andreas Helbo Beck, da Lokalavisen kigger forbi de nye lagerlokaler i Åbyhøj, hvor virksomheden netop er flyttet til efter deres tidligere lager på Katrinebjergvej skulle rykkes ned.

3300 besøgende

Interessen for Løvens Hule går flere år tilbage, fortæller den vestjyske delegation af Dialægt. Programmet startede nemlig op det samme år, som Dialægt gik i luften, og de to ejere sad klistret til skærmen uge efter uge.

"Vi sad og så det sammen på vores specialekontor, hvor vi analyserede, pausede programmet og var sofadommere over, hvad vi synes deltagerne gjorde godt og skidt," fortæller Nikolaj Viborg.

Alligevel meldte de sig ikke til i de efterfølgende to sæsoner. Men skæbnen ville, at de på en messe i august sidste år mødte en af casterne fra programmet, som spurgte, om de manglede kapital eller hjælp til at komme til udlandet. Herefter præsenterede hun ideen om at tilmelde sig Løvens Hule. Og det gjorde de så.

Tre måneder senere stod de der. På den store DR-produktion med præsentation, plakater og planer for fremtiden. Selvom det ligner en kort fornøjelse i fjernsynet, så var parret derinde i 45 minutter.

"De spurgte ind til alverdens ting. Regnskabsmæssige ting, baggrund, udviklingspotentiale i virksomheden og så videre, men vi var faktisk ikke nervøse," siger Nikolaj Viborg, som hjemme på kontoret kunne følge med på storskærm, da programmet blev sendt på DR 17. januar.

"Vi havde 12.000 besøgende på vores hjemmeside den dag, hvor programmet blev sendt. Den hidtidige rekord med antal besøgende på én var på 100. Da den var højest, da programmet blev sendt, var den helt oppe på 3300," fortæller Nikolaj Viborg, som sammen med Andreas Helbo Beck havde forberedt sig på øget online trafik, men alligevel var de pressede.

Ingen plan med pengene

I flytterodet sidder flere medarbejdere og pakker plakater, der skal sendes ud i det danske land. Selvom de er flyttet i nye kontorlokaler, så er det ikke dét, som de har brugt investeringen på over én million kroner på.

"Vi har ikke plan for, hvad pengene skal bruges til. Det er rart at have dem, hvis vi skal investere dem på et tidspunkt. Vi har en printer, og resten får vi produceret på et trykkeri i Aarhus, og det skal vi også fremadrettet," fortæller Nikolaj Viborg, som glæder sig over, at det blev lige netop Jesper Buch og Jan Lehrmann, som endte med at være de to, som smed penge i virksomheden.

"Jesper Buch er en god motivator, og det giver noget pondus at have ham med. Og Jan Lehrmann har et stort netværk i forhandlerdelen og kan hjælpe det fysiske produkt, så det var den kombination, vi gerne ville have."

Planen er, at Dialægts produkter skal ud i 500 fysiske butikker i Danmark, og dernæst vil man også gerne ud og landets grænser. Produkterne er alletrede testet af i Norge med stor succes, lyder det fra iværksætterne.

Publiceret 03 February 2019 06:00