Meny-butik i Aarhus bliver til Netto
Salling Group overtager fire butikslejemål fra jysk supermarkedskæde. Butikkerne forventes at genåbne som Netto-butikker i løbet af 2019. En af dem er Meny i det vestlige Aarhus
Salling Group har netop underskrevet en aftale med Jaco Supermarkeder om overtagelsen af fire butikslejemål, som hidtil været drevet som en del af Meny-kæden, men lukker i løbet af foråret 2019. Den ene butik ligger i Aarhus V.De tre andre butikker ligger i Randers, Hurup (Thy) og Grenaa. Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.
De nye butik bliver ifølge pressemeddelelsen ombygget til nyt Netto-koncept, som i de kommende år bliver udrullet til samtlige 500 danske butikker med et særligt fokus på frugt og grønt, sundhed og nemme måltider samt ny indretning og færre spot-varer.
"Vi er meget tilfredse med at sikre, at der også fremover vil være gode indkøbsmuligheder lokalt de fire steder. Det er samtidig en aftale, der gør Netto i stand til at nå endnu bredere ud med et nyt og forstærket butikskoncept, som mange af vore kunder allerede har taget rigtig godt imod i de byer, hvor vi har åbnet nye butikker," siger administrerende direktør i Salling Group, Per Bank, i pressemeddelelsen.
Ombygningen forventes afsluttet, så butikken i det vestlige Aarhus kan åbne som Netto i løbet af 2019.
Jaco Supermarkeder er ejet af Ida Jacobsen, som efter mange år i detailbranchen har ønsket at indstille sin dagligvareforretning og afhænde sine lejemål. Aftalen omfatter alene overtagelse af forpligtelserne i forbindelse med lejemålene og inkluderer dermed ikke køb af fast ejendom eller lignende.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er orienteret om aftalen mellem Jaco Supermarkeder og Salling Group, oplyses det desuden i pressemeddelelsen.
jwh
Publiceret 11 January 2019 08:00