Modelfoto: Mostphotos

Tager kampen op med arabisk kaffe:

La Cabra rykker til Dubai

Den populære aarhusianske kaffebar oplyser i en pressemeddelelse, at man åbner en kaffebar i den arabiske emirat

Den aarhusianske kaffebar La Cabra har oplevet stor succes i Aarhus, siden stedet åbnede tilbage i 2012, og nu forsøger stedet at komme ind i på markedet i Mellemøsten.

Ifølge JP Aarhus skriver den aarhusianske kaffebar således i en pressemeddelelse, at man er ved at åbne en ny kaffebar i verdens næststørste shoppingcenter, Dubai Mall, der som navnet antyder ligger i Dubai.

"Vi er interesseret i at skabe et spændende, globalt kaffenavn, og har haft et internationalt udsyn de sidste tre år, men det er nyt for os med interesse fra Mellemøsten," fortæller Esben Piper, som er indehaver af La Cabra, i en pressemeddelelse ifølge JP Aarhus.

"Vi har nu fået en partner i Dubai, og de er allerede blevet vores største kunde. Det er dem, vi eksporterer mest til. Nu skal vi i fællesskab åbne en kaffebar og er inde over alt fra arkitektur til koncept," fortsætter Esben Piper.

I Mellemøsten er man historisk og kulturelt set mest til arabisk kaffe. Men nu vil La Cabra til at udbrede kendskabet og åbne for smagsoplevelsen med deres forskellige kaffe-varianter.

"Det er en anderledes kaffekultur, men stadig med udgangspunkt i oplevelsen - og ikke bare at vågne. De har en stor interesse for kvalitet og historie, men en helt anderledes tilgang til risteri. Vi rister fint, så det bliver så delikat som muligt," forklarer Esben Pipier i pressemeddelelsen til JP Aarhus og fortsætter:

"Det er ligesom spaghetti med kødsovs. Det kan være en helt almindelig hverdagsret, men det kan også være virkelig godt. Man kan smage det, når man bruger gode tomater og har respekt for pastaen."

jwh

Publiceret 08 January 2019 07:44