Aarhus Rådhus.

Aarhus Rådhus. Foto: Henning Bagger /Ritzau Scanpix

Langtidsledige til jobsamtale på Aarhus Rådhus

60 langtidsledige og syv virksomheder mødes på rådhuset i Aarhus

Aarhus Kommune håber, at en jobevent på rådhuset baner vejen for, at en del langtidsledige får foden indenfor arbejdsmarkedet.

Omkring 60 langtidsledige deltager i jobeventen på Aarhus Rådhus, som kommunen holder sammen med syv virksomheder.

"Jeg glæder mig over, at virksomhederne vil deltage. Med jobeventen får de ledige og virksomhederne mulighed for at møde hinanden ansigt til ansigt. Det personlige møde kan gøre en afgørende forskel for den ledige, der har været væk fra arbejdsmarkedet i lang tid," siger rådmand for Sociale Forhold & Beskæftigelse, Kristian Würtz, i en pressemeddelelse fra rådmanden.

2/3 fik job i København

Jobeventen er inspireret af et lignende arrangement i Københavns Kommune, hvor 2/3 af de ledige gik hjem med en aftale om praktik eller småjob.

"Forhåbentlig får vi samme flotte resultat i Aarhus. Vi ved, at småjob og praktikforløb er en rigtig god indgang til arbejdsmarkedet. Det er med til at give den ledige en arbejdsidentitet og en mulighed for at vise, hvad han eller hun kan," siger rådmanden.

Jobeventen finder sted onsdag 12. december kl. 9-12 i receptionslokalet på Aarhus Rådhus.

De syv virksomheder, der deltager på rådhuset: Dan Jord, Happy Helper, Radisson, Salling Group, Humanizer, Kongsvang Rengøring og Ikea.

Jobeventen er en del af Jobcenter Aarhus' samlede indsats under overskriften 'Flere skal med'.

jr

Fakta om 'Flere skal med'

• Satspuljepartierne har afsat 262,5 millioner kroner i 2017-2019 til initiativet 'Flere skal med'.

• 88 kommuner deltager i initiativet

• Initiativet retter sig mod borgere, der har modtaget kontant- eller uddannelseshjælp i mere end fem år.

• Formålet med initiativet er at hjælpe de borgere, hvor langvarig sygdom er en forhindring for arbejde.

Publiceret 10 December 2018 10:15